Du stødes ved min Tale,
Du kan slet ikke fatte
Dens underlige Volter
Fra det Høie til det Platte.
Du troer, jeg mangler Alvor —
Din Smag er saa poetisk!
Min Legen med Contraster,
Du finder uæsthetisk.
Selv nøies Du, forsigtig,
Med Sagens ene Side.
Den Venden Alt paa Vrangen,
Den kan Du ikke lide.
Om Livet og dets Spørgsmaal
Du har Din Mening færdig;
Din Holdning er saa sikker,
Din Anstand er saa værdig.
Høistærede, tillad mig!
Der er dog De, der mene,
At Tingen ret bør vendes,
Før man kommer paa det Rene.
I denne sære Verdens
Uhyre Pulterkammer
Een seer kun lutter Glæde,
En Anden lutter Jammer.
Een søger Idealet
I høie Regioner;
En Anden har kun Øre
For Raab af Fiskerkoner.
To Sider eier Sagen.
Det nægtes kan af Ingen.
Men hvilken er den Rette?
Ja, det er netop Tingen!
Det var dog værdt at prøve
De Tvende at forsone.
See, det er netop derfor,
Jeg leger Plat og Krone.
Som Mønt jeg kaster Verden
Heel lystig op i Luften —
Det synes Dig barnagtigt
At stride mod Fornuften.
Ja vist! mod Etiketten,
Og mod den gode Tone.
Men hele Livet raaber
Jo netop Plat og Krone.
Og Mangen, som paa Kronen
Sin Lykke ene satte
Blev bankerot i Tiden
Og endte i det Platte.
Som Verden er, min Kjære,
Saa maa vi den annamme.
Trods sine tvende Sider,
Er Mønten dog den samme.