Overgiven er Du, glad og vild
Som et Barn, og dog, Du lille Slange,
Med de store brune Øines Ild
Prøver skjelmsk Du Hjerter alt at fange.
Neppe har Du Legen glemt endnu:
Nylig døbte jeg jo selv Din Dukke.
Dog maa ikke meer jeg sige Du,
Frøken skal jeg kalde Dig og bukke.
Kan Dit lille Hoved ei forstaae,
At jeg gaaer omkring saa ligegyldig
Og behandler Dig som andre Smaa,
Dig, hvis unge Barm alt svulmer fyldig?
Deilig er Du! Ja, jeg seer det nok.
Spørg kun Speilet ad med stjaalne Blikke,
Mens Du retter paa Din sorte Lok —
Billedet i Speilet lyver ikke!
Frisk som en bedugget Rosenknop,
Blussende i yndig Pigerødme,
Lukker Du to Rosenlæber op.
Bag hvis Smiil man aner Kyssets Sødme.
Straalet har Du paa de Voxnes Bal,
Hele Natten var Du engageret,
Og en Candidat, som venter Kald,
Siger man, blev dødeligt charmeret.
O, men Du! hvad havde Du vel Sands
For hans Foredrag i Æsthetikken!
Sylfelet Du fløi afsted i Dands,
Gjennem Salen, baaret af Musikken.
Neppe femten Aar og alt koket!
Alt en ægte, lille Evadatter!
Husker Du den stakkels Søcadet,
Ham, hvis Suk Du lønner kun med Latter?
Daglig gaaer Dit Vindue han forbi.
Kold og grusom sidder Du deroppe,
Har kun Kys og Kjærtegn for Joli,
For Din Tantes fede Yndlingsmoppe.
Ogsaa jeg skal hildes i Dit Garn —
Ikke sandt, Du smukke, lille Slange,
Jeg, der kun vil see i Dig et Barn,
Jeg, der ikke teer mig som de Mange?
Mener Du, at jeg kan ikke see,
At den lattermilde, skjælmske Pige
Er forvandlet til en deilig Fee
Med et Tryllescepter uden Lige?
Synes det Dig Oprør mod Din Magt,
At ei disse Øine, dunkelbrune,
Disse sorte Lokkers rige Pragt,
Kan berøve mig mit gode Lune?
Ja, jeg veed det! Derfor er Du mut,
Tirret ved min overlegne Tone,
Naar jeg kalder Dig min lille Glut,
Spørger, om Du være vil min Kone.
Mellem os er der en stille Krig,
Ingen af de Andre kan det mærke.
Vogt Dig, Lille, slut med mig Forlig,
Jeg er dog i denne Kamp den Stærke!
Jeg har læst forlængst Romanen ud;
Spille Helt deri kan ei mig more.
Fra den lille Eros, Legens Gud,
Har jeg løftet Blikket mod den store.
Skudfast er jeg mod den lilles Piil;
Vaaget har jeg, bleg, i Nætter sorte
For at vinde dette glade Smiil.
Jeg har vævet selv min Seiersskjorte —
Ei af Drømmen fra min Ungdomstid,
Mens jeg flagred let paa Glædens Vinge;
Jeg har vævet den i Verdens Strid,
Maskerne deri er Tankeringe.
Mistet har jeg dog i Livets Dyst,
Ikke Sandsen for dets Fryd og Smerte;
Bag det kolde Pantser om mit Bryst
Slaaer endnu et varmt, bevæget Hjerte.
Jeg kan elske, jeg kan lee som før —
Det er netop Kunsten maa Du vide!
Tusinde, som saae bag Drømmens Slør,
Fandt kun Tomhed paa den anden Side.
Tro dem ikke! Livet er ei huult,
Brister end dets skjønne Illusioner,
Bagved Sløret ligger Templet skjult,
Hvor den sande, store Eros throner.
Har man naaet den stores Helligdom,
Kan man lege med den lilles Bue;
Derfor gaaer jeg nu saa rolig om,
Kan med Smiil Dig ind i Øiet skue.