Tvende Kamre har Dit Hjerte.
Fra det ene lyder Sukket;
Thi derinde, der har Sorgen
Sig for Verden indelukket.
Men ved Siden, i det andet
Kammer, boer den vilde Spiller,
Boer den tøilesløse Glæde.
Tynd er Væggen, som dem skiller.
Ensom, stille sidder Sorgen,
Som en Nonne i sin Celle;
Medens Glæden overgiven
Ryster med sin Narrebjælde.
Ikke ligne de hinanden,
Børn dog af den samme Moder;
Og forgjæves kalder Nonnen,
Sorgen, paa den vilde Broder.
Dag og Nat paa Skillevæggen
Banker hun, han vil ei høre;
Ud han flagrer, ud i Verden,
Ud i Livets Larm og Røre.
Sildig vender han tilbage,
Tung af Rusen, overmættet,
Som en Spiller, der er skuffet,
Som en Svirebroder trættet.
Høiere da kalder Sorgen.
Men den tynde Væg adskiller.
Som en fjendtlig Muur, de Tvende:
Nonnen og den vilde Spiller.
Ak, det hjælper ei hun banker
Paa den tynde Muur og kalder;
Skillevæggen styrter ikke,
Førend hele Huset falder.