I sit System en meget lærd Planet
Formanende sin Stemme hæved,
Da gjennem Universet en Komet
I sin gigantiske Elipse svæved.
„Stands,” raabte hiin, „min bedste Ven, og drei
Dig om min Sol, og lad Dig kjærligt raade!
Ubændig, uden Klarhed paa Din Vei,
Du holder med Din Flugt slet ingen Maade.
Hvert Skridt af mig kaldes absolut.
Min Stilling her og der man kan fra Jorden
Med Kikkerter udregne paa Minut —
Det kan man kalde Klarhed dog og Orden!”
„Ti!” svarede den brusende Komet,
„En større Orden er, end den Du drømmer;
Har det uhyre Alt Du overseet,
Da Du saa dristigt om min Bane drømmer?
Din lille Sol den eneste Du troer!
O Blinde, rundt om den er tusind andre;
Sig disses Baner om en større snoer,
Og denne større maa om større vandre!
Det sande Middelpunkt ei Nogen veed —
Af Tidens Haand vi Alle lænked bliver;
Om Almagts Sol ikkun en Evighed
Sin uudgrundelige Bane skriver.”