Engang faldt Solen paa
At see sin egen Skygge;
Da dækked Bjerg og Straa
Den snildt bag deres Rygge.
Hvorhen hans Naade gik
Og straaled med sin Lue,
Ei kunde dog hans Blik
Den mindste Skygge skue.
Og da han Ingen saae
(Begribelig er Tingen)
Faldt Excellentsen paa,
Han havde heller ingen.