Forbandet Kain udi Ørken gik,
Og Eva hviled paa Baare;
Da faldt fra Oldingen Adams Blik
Den første brændende Taare.
Og da han grov i den stille Dal
En Grav for sin døde Mage,
Da fløited den første Nattergal
Sin første smeltende Klage.
Og da han sukked ved Nedgangssol
Alene i Dødningehaven,
Da aanded den første Natviol
Sin himmelske Duft ved Graven.
Forsvundne er mange tusind Aar;
Sødt klager end Nattergalen,
Og Veemodsblomsten tungsindig staaer
Og aander sin Duft i Dalen.
End kæmper Livet med Sorgens Hær,
Det bære eller det briste!
Den første Taare blev fulgt af fleer
Men naar, naar flyder den sidste?