En Sphinx med Fingeren paa sin Mund,
I Dæmring Fremtiden ruger,
Mens Kongegraven ved Leire-Lund
Sit Bytte hungrig opsluger.
Som tusindaars Olding Kirken seer
Veemodigt ned paa den Jordefærd,
Mens Hjertesukket fra Norden
Hensuser vidt over Jorden.
Nu staaer den kjærlige Drot forladt
I Graven blandt sine Aner,
Hvor Vinden sukker i sorte Nat
Igjennem de revne Faner,
Hvor ingen Tjenere paa hans Vink
Tilrede haste som Lynets Blink,
Hvor Faarekyllingen gnaven
Er Kammersanger i Graven.
Af Leiet svæver, naar Midnat slaaer,
En Skare med gyldne Kroner:
Kong Svend hos Vilhelm i Choret staaer,
Ved Alteret Axel troner;
Da glider Skyen fra Nattens Sol,
Den skinner paa Saxos Munkestol,
Det klinger bag Murens Stene
I Haralds muldnede Bene.
De samles Alle foruden Støi
Som Helteskygger ved Lethe;
Rolf Krake svæver fra Markens Høi,
Hist hæver sig stolt Margrethe,
Fra Kjeldren samler Kong Christian op,
Paa Sværdet han støtter sin Kæmpekrop.
De Volmarer tre i Vrimlen
De straale som Stjerner paa Himlen.
De hørte den gamle Kongeport
I rustnede Hængsler dundre;
Ind bare de Bønder en Baare sort —
Vel maatte de Døde undre:
Det var jo ret som ved Balders Død,
Da Alles Øine i Taarer flød;
Ja, selv fra Palmernes Zone
Farvel imod Norden tone.
Som Vindenes Suk i et bladløst Krat,
De tale blandt Fortids Rester:
„Hvo er Du, Du som i Gravens Nat
Fra Kongesalen os gjæster?
Stat op en Stund af Din Dødningseng!
Hvad har Du virket for Danmarks Væng?
Thi siden ældgamle Dage
Ei hørtes til Liigtog Mage.
De Bønder, som bare Dit døde Muld,
Vel dreves af Fogdens Svøbe?
Maaskee man maatte for lumpent Guld,
Som Leiesvende dem kjøbe?
Hvi fletter man Dig den Hæderskrands?
Du vandt vel Seire til Lands og Vands
Og hævede Danmarks Vælde,
Saa andre Folk bleve Trælle?”
Da reiser den gamle sølvgraae Drot
De trætte Lemmer fra Baaren;
Med Mildhedsstraalen i Øiet blaat,
End vædet af Afskedstaaren.
Kong Christian knap han til Skuldren naaer,
Dog kongelig han blandt Skaren staaer.
Omkring den salvede Gamle
Sig Danmarks Konger forsamle.
Han peger hen paa sin Kistes Skrift
Paa Hjerte riig, ei paa Ordet —
„Der kan I læse mit Livs Bedrift,
Og hvi jeg med Graad blev jordet.”
Og alle de see paa Baaren med Lyst,
De skue Sandhedens Folkerøst
Ved Maanens bleggule Straale,
Og undrende Gubben maale.
„Ja, Du har vundet en Seier stor,
Som ingen af os har oplevet!
Den Bonde som Aaget tynged til Jord,
Ham har til Frihed Du havet!
Du løfte den sorte Negers Haand
Af Slavehandlerens Bøddelbaand!
Du staaer som Fader omringet
Af Folkeraadet paa Thinget!
„Ja, ærligt har Du fortjent Din Krands
Saa raabe de rørte Alle,
Og Hænderne lægge de hver i hans,
Og Folke-Kongen ham kalde.
Kong Christian trykker ham i sin Favn,
Og begge velsigne de Danmarks Navn,
Mens Vinden susende griber
I Orgelets sølverne Piber.
„I Fred og Krig vil med Ild og Lyst
Vi Folket til Daad besjoele,
Og aabne det stolte Kongebryst
For Friheds dristige Mæle!
Thi Magten snart med Despoten døer,
Hans mægtige Scepter er dog kun et Rør!
Men Kjærligheds hellige Vælde
Sit Hoved til Folket kan hælde!”