„Saa tie dog, Hund, med den evige Gjøen!”
Hunden:
„Ak, ser du ei Skibet derude paa Søen?
Min Herre, Cap’tainen, har glemt mig iland,
Nu maa jeg vel løbe og klage ved Strand.”
Saa løb den og jamred i Nætter og Dage,
Den vilde ei Æde og Drikke tage.
Til fremmede Lande gik Skibets Vei,
Den fattige Hund man agtede ei.
Den døde af Kummer og fik sin Grav
I Tangen tæt ved det vaade Hav.
Mig synes den havde saa vel fortjent
For sin Troskab et hædrende Gravmonument.