Ja, Du leved i mit Sind,
og ved Nat, naar jeg sov ind,
var den sidste Tanke en, jeg til Dig sendte.
Naar jeg vaagned til Dit Navn,
bredte Dagen ud sin Favn,
lys og venlig, som jeg aldrig før den kendte.
Hvert et Ord, Du havde sagt,
fik en mild, vemodig Magt,
og jeg mindedes for ingenting at glemme —
Gennem alt var Du mig nær,
Lys og Skumring, Stjerneskær;
selve Natten talte med Din mørke Stemme.
Aldrig før jeg havde kendt,
at saa ganske lidt var hændt,
og dog meget mere, end jeg kunde magte;
at saa ganske simple Ord
finder Hjertets Grund og gror
ved den Sjælens Tone, hvormed de er sagte.