Jeg sad og nævned Dit Navn og lukked
mit Øje i,
og hørte for mig Din Stemmes Tusmørke-Melodi,
og saa Dig for mig, som da vi fulgtes
fra Skoven hjem,
og da Din Glæde, der bange dulgtes,
brød yndigt frem.
Men da jeg bad Dig at mødes atter,
da svandt Dit Smil og da tav Din Latter,
da saa Du mod mig saa dybt bedrøvet,
som havde jeg noget ondt forøvet —
men nikked stille og nikked atter
som for Dig hen —
og da vi skiltes, jeg havde Løftet:
vi ses igen!
Hvor fint et Billed for min Erindring,
hvor skønt at se:
Din smalle Skikkelse, fin og mørk
mod den hvide Sne — —
Saa rejste jeg mig — hvad skal det sige,
hvad er der fat —
jeg traf jo bare en lille Pige,
og nu i Nat — —
ak Barn, jeg længes mod at fornemme
Din lille Haand og Din mørke Stemme,
og mod at møde Dit Blik og bøje
mig ned og kende Dit Ansigt nøje —
Og atter lukked jeg mine Øjne
og for mig hen
jeg hvisked: Grete, min lille Grete,
min lille Ven —
Jeg aned dunkelt, at noget dybt
var den Aften hændt;
et Sted i Brystet, jeg aldrig før
havde følt og kendt,
var noget vaagnet til bange Glæde,
nu var det til —
det maatte le og det maatte græde,
som Du kun vil.
Det var saa inderlig godt at vide,
jeg skulde føle Dig ved min Side —
Og jeg, der før maatte sikkert mene,
jeg var for altid i Livet ene,
var allerede slet ikke ene
i Verden mer.
Nej, ingen ved, naar det store Under
i Hjertet sker.
Og Du var hos mig den næste Dag,
hvor jeg gik og stod,
og jeg var mere end ellers munter
og glad og god.
Jeg bar jo hemmeligt, dybt i Sinde,
hvor ingen saa,
et yndigt Billede af en Kvinde,
jeg tænkte paa.
Og jeg, der aldrig paa nogen trode,
men spejded, hvad der i Sindet bode,
jeg saa for mig Dine mørke Blikke
og vejed intet og tvivled ikke,
men følte bare: snart skal jeg blive
mig selv igen
og møde Grete, min lille Grete,
min lille Ven.