Du fine Barn, min Hjertens Ven,
min lille, mørke Brud,
Du var en yndig Skumringsstund,
der gled i Natten ud.
Jeg vidste det saa smerteligt,
jeg følte Mørket gro;
jeg vidste naar det tætner helt,
saa skiller det os to.
Og derfor tror jeg tit ved Nat,
Du er hos mig endnu,
fordi Du var et Mørkebarn,
er Mørket nu som Du.
Men rinder Mulmet ud ved Gry
i Rummets dybe Kar,
er Hus og Hjem og Land og By
kun Steder, hvor Du var.
Du fine Barn, min Hjertens Ven,
min lille, mørke Brud,
Du var en yndig Skumringsstund,
der gled i Natten ud.