Hvor alle smaa Blomster dog minder om Dig
— saa sart var Dit Væsen, og skønt —
jeg tør ikke standse ved dem paa min Vej,
jeg er syg, naar et Træ bliver grønt.
Og Foraarets Sol er jeg angst for at se
— for meget den minder mig om —
som alt, hvad den strejfer, maa smile og le,
forvandledes alt, naar Du kom.
I Natten og Mørket, der tog mig i Favn
og mindede helt om Din Fred,
nu ængstes mit Hjerte og kalder Dit Navn
og standser i Rædsel derved,
For Natten, der glider saa langsomt for mig,
og Dagen og Natten igen
har bare det ene at sige, at jeg
har mistet min eneste Ven.