Da rejser en Larm sig,
mangfoldig — en Raaben —
der gribes til Vaaben —
Hegnene sprænges,
Boderne væltes,
Teltene flænges —
Esterne! Esterne!
Danerne trænges —
Bispen Theoderik,
gammel og graanet,
dødsmærket, daanet!
Slumrende slæbes
ud for at dræbes,
Vaagnende famler
ud efter Sværdet —
Høvdinge samler
Krigernes Skarer —
Hærraab og Skrig:
Død over Esterne!
Død over Svig!
Volmer den straalende
frem kommer sprængende,
sondrende, slængende
alt over Ende,
kan dog ej vende
Lykken for Danerne,
stakket kun standser
Hedningeskaren
de fældede Lanser.
Vitslav den kække,
Fyrsten af Rygen,
næppe kan dække
Danerne Flanken —
Se, se paa Banken,
højt over Lejren
Ærkebisp Anders,
der beder for Sejren,
vender Guds Harme,
Bisperne støtter
hans segnende Arme —
ser eller aner:
synker de, viger
de kæmpende Daner,
hæves de højt,
holder dødtrætte ud —
Hellige Fader,
han taler med Gud!
Hvem kommer jagende,
huggende, bragende,
Ester nedmejende,
foran sig fejende,
Korsbanner svingende,
Sejersmod bringende — —
Kæmper fremstimlende
jublende, svimlende:
— Herren bønhører os —
Herren selv fører os — —
Herren selv kendte os,
se, se, han sendte os
Flaget fra Himlene!