Lars Jørgensen (1857–1945)

Vi koldt’ ham Pæjrte dawle, hans Kuhn hedt’ Ann’ Mari’;

a ka’ saa tyrle hows dem fraa oll mi’ Baaendomsti’.

Æ Folk vaar ejsen skikle, de’ vaar andt Synd aa sejh,

ku’ di gjør’ anner Tjenest’, vaar di ekeller rejh.

Der mjentes, di haaj Grunker forurren ve’ æ Gord,

æ Hehst vaar trimmelfir da aa bre’ djer Kyer aa Foer.

Di haajh en jenle Dætter, aa hun bløw gjywt mæ Nis;

di gammel kom o Awtæjt, da di vaar ner halfjes.

Ner saa æ Gris bløw slawdet, saa fæk di da en Bøest,

aa Kyllinger aa Ænder di fæk saa tidt di støest.

Aa Gryn aa Myel de’ fæk di aa Peæng te Kjømensvaar’,

saa hverken Søgn hæ Sønde behøwet di aa spaar.

Aa Pæjr han gjik aa bakked’ aa haajh de kjønnest Daw,

aa Ann’ Mari’ hun snakked, aa ingen hør dem klaw.

Men saa bløw hun no sygle aa lojh sæ te aa dø,

aa Pæjr han gjik aa sørret aa jamred’ hywt hans Nø’.

Saa lejed’ han en ynger Pieg, — de vaar en sære Nyk’;

en gammel haajh væt bejer — for anner da aa tyk’,

for no bløw Pæjr skam tonte aa fin om Mund aa Haag;

hvæn skuld’ da aa ha’ trow’et, en haar da knap kind’ Maag’.

Men gal de’ gjek ’et osse, æ Slarre kom i Gaang,

fraa Maann te sille Awten æ Kjællinger di spraang.

»Hva’ fejler da Birgithe?« di spur’ ham fræk aa frit.

»Aa, de æ baar’ Forkølling aa Feri aa Bøwl aa Skidt«.

Men saa en Waansde Awten de’ gjik, som Folk haaj tint,

nu hjaalp der ingen Slurre, æ Fostemer bløw hint.

Aa Pæjr han vaar saa honde aa pot sæ, hvo han kund’;

men de’ vaar jott saa undle, dæ vaar jo gue Grund’.

Aa saa maatt’ Pæjr da gjywtes, de’ ku’ jo ett vær andt;

aa han maatt’ vug’ den lille, de’ vaar wal knap saa glant

»Aa, kom no sjel aa pas’en, no gor ’et mæ for vidt,

de’ æ da osse faale te Feri aa Bøwl aa Skidt!«

Moral? Ja vær forsigde aa la’ no Pæjr i Frej;

kaskisens aa vi anner ku’ kom’ ledt skidt astej.

Han sojh, den gammel Solon — aa tombe vaar han ett —:

»Pris baare ingen lykle, før han haar faawn hans Fjedt.»