Livets Vogn paa Livets Scene
skumpled efter stædig Hest.
Glæder faldt som Frugt fra Grene,
dryssed over Stok og Stene,
pisked ud af Hagl og Blæst.
Vognen bærer nu kun Rest
af de fordums Blomsterdynger,
endda Støvet tungt dem tynger;
og hvert Blad, som end er Gæst,
halvt sig kun til Stilken klynger.
Kransende om Bordets Plade
sidder der et lille Kor,
alle unge, alle glade,
ubeskrevne hvide Blade,
Sind, som fast paa Lykken tror.
Som en Vaarens Blomsterflor
flyder Skæmt paa alles Læber,
nyfødt Smil det gamle dræber;
som en Perlerad paa Snor
Latter efter Latter stræber.
„Sig mig da, I glade unge,
hvorfor dog I saadan ler?”
Latterstrømme mod mig runge,
Svar fik ingen lagt paa Tunge,
thi de husker det ej mer.
Klædt i Vaarens lyse Fjer
med al Ungdomskraft i Eje
véd de kun: ad samme Veje
kan de skaffe Blomster fler,
hvis det derom skal sig dreje.
Hvad du i din Ungdom nemmer
skal for Livet sidde fast. —
Jeg benægter Ordet stemmer;
thi jeg véd, man netop glemmer
meget af den dyre Last:
Evne efter Evne brast,
Haabets Kraft fik stækket Vinge,
Sangens Toner halte svinge,
Smilet dovent holder Rast —
Suset staar fra Alvorsklinge.
Vismænd graved Dybets Skatte,
plukked Frugt af Kundskabsgren.
Folk med fine Doktorhatte
hældte Vin paa gamle Slatte’,
satte Lap paa Klædnings Mén.
Men find frem de Vises Sten —
find i Skakten Ungdomsglæden
med dens solberuste Kvæden
og dens Latter klar og ren!
— Kræv saa af os Hæderskæden.