Graavejr i København!
Gigt og ondartet Stemning i al Evighed!
Dog i Dag er mit Hjærte stille.
Efter lange Tiders Vintermørke, Sygnen og Trods
er det bleven Jævndøgsdag,
og jeg har faaet det saa ubetaleligt roligt,
mit Sind er glat og godt af Træthed
og af en Art raa, lægende Smærte —
kom nu an, alle mine Fjender,
og kom an I, hvem jeg har Svaghed for!
Jeg kan ikke undgaa at klare mig nydeligt,
for mit Hjærte sidder i Dag dulmet,
mættet af Klage, og stille,
som en gammel Mand i sin Halmstol.
Kære Ven, du som assurerede dig i mit Venskab
og traadte paa mit Hjærte med Træsko
og hidsede mig med din smittende Ondskab,
din stakkels Misundelighed, din altid aarvaagne Skadefryd,
dig kunde jeg nu uden Spor af Ruelse,
høflig og udslukt bede:
Gaa væk, Flab, lad mig i Fred!
I Dag stiger min Offerrøg lodret i Vejret,
jeg glæder mig ved en Morders Mangel paa Nerver.
Kære Veninde, kom an i din Bevæbning,
ryk ud imod mig med din uovervindelige Mund,
dine farlige Lænder, dine Øjnes Baghold —
jeg lader dig i Dag meget rolig sejre,
thi i Dag føler jeg mig virkelig beskyttet
mod din Sjæls umælende Glubskhed
og din konstitutionelle Lyvesyge.
— O hvor har jeg mange Gange glædet mig smærteligt
til at blive en gammel Mand!
Jeg har længtes efter en Takt, en Takt
af et uangribeligt gaaende Hjærte.
Hvor har jeg dog higet efter at afblankes
for den Kraft, der nærer min fatale Sensibilitet,
— Aa jeg har lidt af Helbred! —
og for den kæmpemæssige Energi,
hvormed jeg i Grunden keder mig fordærvet.
Aldrig foragte varmt og hade redeligt mere,
hvorved jeg bare render mig Staver i Livet!
Aldrig mere bæve af Venlighed
og gøre mig til et billigt Spektakel for Kvinder!
Men bevare en indre kolossal Ligevægt
som et Skjolddyr, der promenerer sin Integritet
mellem Tykhude og Tigre!
Foraar! O Foraar 1902!
Mit Hjærte bevæger sig med ukendt Fatning,
fuldkommen støt, placidement —
det er fordi jeg har befriet mig for en Byrde
af nogle Skokke uafrystelige Danskere,
der uden Nødvendighed laa mig paa Hjærte,
og fordi jeg har taget et Forskud paa Evnen
til at dø ene og forladt.
Kære Danmark, Farvel!
Jeg rejser let om Hjærtet
Østerud paa Kloden.
Jeg ryster den danske Regn af min Hat,
nu har jeg baaret din Regn i niogtyve Aar!
Farvel og Tak for mig!
Nu har jeg indviet mig til Troperne og Havet.
Jeg har paakaldt Columbus.
Columbus, forliste Skipper!
Du min usalige Stamfader!
Jeg har følt din vilde, ulægelige Længsel,
jeg har kendt Takten af dit blødende Stormhjærte.
Nu er jeg rede, du store Dødning —
nu er jeg ensom nok, O Columbus!
Mine Karaveler duver nervøse under Kysten
og lægger Snuderne sammen i Jævndøgnsnatten
og rykker i Ankerkættingerne,
stundende mod Søen.
Vinden er stik Syd —
Under Sejl!