Monomani
(En Arabesk.)
(En Arabesk.)
Jeg er gal.
Men jeg kender mit Vanvid,
Dets Ophav og dets Væsen.
Jeg er gal, og nu vil jeg synge;
Men jeg véd, jeg er stum,
Og at Strængene, jeg slaar,
Er Jærnstængerne for min Celle.
— Jeg synger det frem altsammen,
Og det kommer i Klang og Farve:
Men den smilende Vogter
Ser kun mine Læber bevæges,
Mine Fingre famle.
Saa let, saa begejstrende let
Gaar min Elskedes Dans
Som Libellernes Flugt
Over de brunlige Sivtoppe.
Og som Løvet, der falder i spejlklare Sø,
Faar Vandet til at vugge
I voksende Kredse og falde igen
Løvets eget vuggende Fald,
Saa følte hver, der skued min Elskedes Dans,
Sig forunderlig let
Og aned ukendt Harmoni
I sin egen Gang. —
Men ve! hendes Fodtrin høres tungt,
Rytmerne vakle,
Lemmerne stivne —
Der faldt Tynge over Alle,
Men jeg blev Sten.
O jeg hader Rytmer,
Jeg elsker det, der hviler i Usikkerhed,
Mest hader jeg Stormens sikre Flugt,
Mest elsker jeg Taagen.
O! ser I det! ser I det!
Mit Paradis kommer:
Over det hvide Sand
Ligger Taagen tæt;
Saa mat, saa dødt og glansløst,
Saa afsindigt uforstaaeligt
Skvulper Havet;
Som Skyggen af en Lue
Flammer den takkede Klint
Mørkt, gennem Taagens Røghvirvler.
For mig lurer det glatte, glatte Sand,
Bag mig gabe mine Fodtrin i Sand,
Mine svindende Kræfters Grave
I en lang, lang lige Linje.
Du lille Verden, som Taagen begrænser,
Til din Midte naa’ mine Skridt.
Bag mig er smaa Verdener
Fulde af mine Fjed.
Men paa hin Fangemurs anden Side
Ligger en Verden, jeg ej har set og ej har traadt,
Og i den gaar nu Døden,
Og ved Muren vil han møde mig.
Men jeg vil ikke vide det,
Thi mit skuffende Blik
Flytter den ved hvert Fjed,
Og naar Døden naa’r mig ved Muren
Og kaster mig til Jorden,
Vil jeg tro, mine Fodtrin stanse
I en ny Verdens Midte. . . .
O hvor mat jeg er, saa salig mat!
Og! Havet skvulper,
Klinten vakler,
Og Taagen .. ve! ve! Taagen flygter
For Stormens faste Vingeslag!
Klinten staar fast,
Havet faar Glans,
Og op op ned, op op ned
Vugger det i kraftige Vover!
Og Stormen er Guds Tanke,
Hans stærke klare Tanke,
Og det er mig, den vil,
I Styrkes og Klarheds
Dobbelte Rædsel!
Men jeg vil ikke Døden, vil jeg!
Min Sjæl skal skælve bort
Som en Hules forvirrede Ekko,
Og han vil, han vil drage den til sig
I et stærkt, fuldt tonende Drøn! . .
O klinger, mine Strænge, klinger
Rallende og raslende! —
Strænge, Strænge, er I af Jærn?
Ja, ja, det er Stænger af Jærn,
Stænger for min Celle,
Thi jeg er gal!
(Vinteren 1868.)