Nu aabner hun vist sit Vindve,
Nu Natten mørk falder paa,
Og Maanen straaler fra Himlen
Med alle de Stjerner smaa.
Dem sender hun milde Blikke,
De blinke til mig igjen,
Saadan gjennem Rummet vide
Faar Hilsen jeg fra min Ven.
En Regn af Straaler nedsender
Sølvmaanen fra Himmelbo
Og danner henover Havet
Af dem en funklende Bro.
Nu ganger hun ud paa Broen —
I Tanken, og jeg som hun,
Snart ville vi mødes derude —
I Tanken, ak! er det kun.
Hun kommer — med Ild i Øje,
Med Smil om sin Purpurmund,
Dens glødende Buer kysse
Jeg skal om en føje Stund.
Jeg aner den milde Aande,
Jeg venter det søde Kys,
Jeg strækker min Arm at favne,
Hvad jeg kun skuede nys. —
Ak, Armen favner kun Luften,
Og Kysset som Suk mig flyr,
Natvinden isner min Pande,
Mens Maanen svinder bag Sky’r.