Det er mig, som havde jeg nys mig rejst
Fra langsomme Smerters Leje
Og, aandende atter den friske Luft,
Gik glad ad de kjendte Veje,
Mens løftende Længsel og jublende Lyst
I vekslende Bølgeslag hæved’ mit Bryst.
Det er, som jeg stod paa et herligt Skib,
Der, længe ved Taager bundet,
Nu susede frem for en blæsende Bør,
Der havde dem overvundet,
Som stod jeg i Stavnen og hilsed’ med Lyst
De blinkende Lys paa den vinkende Kyst.
Det er mig, som var jeg en Strengeleg,
Som længe kun Stormen rørte,
Der kommen nu var til en Sanger god,
Som Haand over Strenge førte,
I Higen at smelte til Et med hans Bryst
Nu dirred’ af Længsel og toned’ af Lyst.