Ei Midnats dunkle Skygger Uskyld skrækker;
Kom Søster, kom! forlad dit Jomfrubuur,
Og før fornyet Morgensol opvækker,
Beskuer med mig den slumrende Natur.
Et helligt Stille over Jorden hviler,
Naturen slumrer i sin Brudeseng,
Mens Maanens klare Aasyn venlig smiler
Og straaler Lys nedover Blomster-Eng.
See hist hvor rædsom sort sig Skoven strækker
Langs Horizontens stiernesaaede Ring!
Hør Frøerne som fjernt i Mosen qvækker
Mens Aftenbakken flagrer vildt omkring.
Hør Faarekyllingen — hvor tyst og stille
I Nattens Ro den synger sørgelig;
Huult hvirvler den sin melancholske Trille,
Ledsaget af en Ugles Varselskrig.
Hør Kirkeklokkens Slag i Fieldet runger,
Besvaret af tredobbelt Echos Røst,
Hvor Edderfuglen varmer sine Unger
Med sidste Duun af nøgne Moderbryst.
Hør Nattergalens sødelige Triller
Gientone hist i Lunden blidt og tyst!
See Bækkens Bølger blankt i Sølvglands spiller
Og boltre sig mod Klippens nøgne Bryst.
Fornem en Duft af Lindeblomsters Bæger,
Halvblandet Hyld og skiulte Natviol,
Mens Duggens faldne Taarer vederqvæger
Hvert Blad som visned’ i Middagens Sol.
Hist fløi et Stierneskud fra Himlens Bue!
Maaskee den milde Død i denne Stund
Udpusted’ Livets halvdødslukte Lue,
Og vuggede en Døende i Blund.
Et biergligt Lyn paa Horizonten zitter,
Dog uden Tordenbrag det glimter ned;
Ei er det Ødelæggelsen som gnistrer,
Kun svangre Dunster fra den modne Sæd.
Fra Bondens Gaard hisnede Echo bringer
Os vagtsom Hunds Aarvaagenheds Signal,
Mens vældig Klappen med de brede Vinger
Forkynder os det første Hanegal.
Hør Aareslag — en Baad paa Havet gynger;
Ved Roret staaer en fattig Fiskermand;
Han liden Gunners Vise rolig synger
Og styrer ud paa fiskerigeste Strand.
I Haabet om et Fiskedræt at vinde
Han kaster Tærninger med lumske Død —
Dog — om han ogsaa der sin Grav skal finde,
Den frier ham dog for Armods bittre Nød.
Hør hist et Skud — en grusom Jæger bryder
Midnattens Fred — han tørster efter Blod;
Mens Dyret tryg Naturens Stilstand nyder,
Med Fryd han seer det myrdet ved sin Fod.
O Midnatsstund! — Ja du er vor Besværer
Naar du i Søvnen Hvile finde bød;
Men ogsaa mangen Skændsel du tilslører,
Og giemmer mangen Rædsel i dit Skiød.
Svøbt i din Sorteham en Morder støder
Den hvasse Kniv dybt i sin Fiendes Barm;
Kun seet af Gud, usædet Vunde bløder;
Du skærmer ham for Retfærds strænge Arm.
Forladt i dit bedrageriske Mørke
Vist mangen Uskylds Blomst blev revet af;
Den svage Mø du røved’ Mod og Styrke,
Og værgeløse Dyd sank i sin Grav.
Ei seer Forføreren paa Pigens Kinder
Den ædle Vredes Rødme — Angstens Graad;
Lidt efter lidt Blufærdighed forsvinder,
Og Natten skiuler fuldendt Nidingsdaad.
Naar Dagen bort sit milde Aasyn vender,
Og Natten vinker alt til Fred og Ro,
Mordbrænderen de vilde Funke sender,
Ak! tidt i Nøisomhedens stille Bo.
Og naar i Nattens Mørke, Sygdoms Smerte
Frempresser Taarer af den Lidende,
Da letter det hans trøstesløse Hierte
Naar han kan Dagens første Straale see.
Og den, hvis Hierte end af Saaret bløder,
Som grumme Skiæbne bored’ i hans Bryst,
Sin Smerte kun i Nattens Stille føder,
Forladt i Mørket — ene — uden Trøst.
Men naar om Dagen vante Sysler spreder
En venlig Glemsel om de svundne Aar,
Da Lysets Engle sagte Tanken leder
Fra kumle Sorg, til Haab om bedre Kaar.