Da jeg modtog Digtet: »Rosen og Lilien.«
(Riimbrev til en Ven.)
(Riimbrev til en Ven.)
Jeg takker Dem, min Ven! for denne Gave,
Hiint Billede af Skiønhed og af Dyd.
Ei smykker Rosens Purpurglands min Have,
Men Lilien er mit Hjertes stille Fryd.
Hvis De vil mine jævne Tanker vide,
Om hine tvende Blomsters sande Rang;
Og hvis De kan den nøgne Sandhed lide,
Da lyt med skaansomt Øre til min Sang.
I Livets Vaar den skiønne Rose brammer
Med Farver laant fra Middagssolens Glands.
Den Piil med hvilken Eros sikkert rammer,
Forgifter han i Skiønheds Rosenkrands.
Dens Bæger aander mildt, balsamisk Sødme;
Den dufter huldt paa Livets Middagsvei;
Beskeden viger for dens Purpurrødme
Den bly Viol — den stille Glemmigei.
Den ei sig skiuler — den attraaer at brydes —
Den blusser i vellystig Yppighed;
Den hvisker selv: Jeg skabtes for at nydes,
Hvi tøver Du? — Jeg er jo alt bered.
Kun Skade! Torne slynges om dens Stengel
Der ofte saare dybt og grumt dens Ven.
En Rose ville være liig en Engel,
Naar ikke skiulte Torne skærmed’ hen.
Dog midt i Glædens Ruus man seer dem ikke,
Thi Skiønheds Blændværk tryller Øiets Sands;
Man favner Rosen — føler Tornen stikke;
Men glemmer Smerten over Farvens Glands.
Ak! først naar Høstens barske Vinde bryde
En falmet Skiønheds Rosenblade af,
Da har jeg hørt at Angers Sukke lyde
Kun alt for tidt ved Kierlighedens Grav.
Thi uden Ynde staae de nøgne Grene,
Og Tornen skræmmer hver en fordums Ven;
Snart staaer den der, forladt og glemt og ene,
Mens Mængden tyer til friske Roser hen.
O vee den Mø! for hvem kun Rosens Smykke,
For hvem kun dens Tilbedelse har Værd!
Hun tidt forskiertser Livets sande Lykke
Ved en for Lilien høist uværdig Færd.
Bag Blade skiult den hvide Lilie hæver
Sin Sølverkrone imod Himlens Blaa.
Blufærdighedens Engle den omsvæver;
Liig en usynlig Vagt de om den staae.
Den er en Balsom for hver jordisk Smerte —
Naar Skiæbnen krænker dig, du stille Mø!
O tryk da Uskylds Lilie mod dit Hierte!
Da du skal freidig smile, tie — døe.
Dog let den knækkes naar man den antaster,
Og intet Blomster bøder paa dens Savn;
Den segner som et Offer, for de Laster
Hvortil min Læbe ei har noget Navn.
Saamangen Mø jeg saae med bedste Villie,
Naar Skiønheds Rose faldt i hendes Lod,
See ned med Ringeagt paa Uskylds Lilie,
Forblindet tidt den træde med sin Fod.
O Skald, Letsindige! før hine Timer,
Naar hvert et andet Blomster længst faldt af,
O Skald og klag! naar Dødens Klokke kimer,
Hiin Lilie skiult blomstrer paa din Grav! —
Med matte Penselstrøg, jeg Skiønhedsrose
Og Uskylds Lilie her har tegnet af;
Hiin lokker os i Fristelsernes Mose,
Hvor Uskylds Lilie ofte fandt sin Grav. —
Dog tilstaaer jeg: den ei maa ene stande,
Dens blege Hvidhed er saa kold som Snee;
Vil den med Yndets Blomster ei sig blande,
Det trætter Mandens Øie den at see.
Nu veed jeg ei min Ven! hvad Priis De sætter
Paa Hjertets Adel — paa Uskyldighed;
Om De vil Lilien ganske uden Pletter,
Saa den i Livet skaber Himlens Fred.
Hvad eller om den alt i Verdens Vrimmel
Har tabt sit Ophavs Spor, den rene Dyd;
Om stundom den forglemmer Blufærds Himmel,
Blot: higer til en Hvirvel jordisk Fryd.
Naar man blot ikke ganske Lilien savner;
Om det opfylder Deres Siæls Attraa?
At ei naar engang Rosen De omfavner,
En Tomhed skal i Deres Barm opstaae?
O! siig mig det, da skal jeg kierlig frede
Om Deres Ønskers Gienstand i dens Hiem;
Kun sværg mig til: at aldrig De i Vrede,
Forbande vil den Hielp jeg rakte Dem.