Vift Taarepiil! med dine blege Blade,
Syng, Nattens Sangerske! fra høie Green;
Rul Bølge! sagte hen ad Søens Flade;
Straal, blide Maane! ned paa denne Steen.
Træd nærmere, du favre Pigeklynge!
Og hør hvad jeg til Harpens Klang vil synge.
Der er en Følelse — I vist den kiender
Alfader skabte den til Støvets Held;
Naar skyldfri den udi vort Hierte brænder,
Da luttrer og forædler den vor Siæl.
Men mange gav den ogsaa blodig Taare,
Ja! mange lagde den paa sorte Baare.
Her hvor nu Aftenbakken Rede bygger,
I fordums Tid et helligt Kloster stod
I Ly af gamle Eges mørke Skygger
Ved Bredden af den dybe brede Flod;
Nu er der kun de faldende Ruiner,
Hvor Regnen strømmer ned og Stormen hviner.
Naar I ved Midnatstider vil indtræde
Paa Klosterets forfaldne Kirkegaard,
Da skal I høre Noget der at græde,
Imens det sagte paa en Cithar slaaer;
Lad da en øm Forsoningstaare rinde,
For den som ei i Graven Ro kan finde!!
I Barndoms ubekymred’ glade Dage,
Skiøn Eveline blev i Kloster bragt,
Da uden Glæde, ogsaa uden Klage
Et evigt Kydskheds Løfte blev aflagt.
Saa sorgløs sværger hun de tunge Eder,
Og aner ei den Qval som de bereder.
Ukiendt med Verdens vilde Støi og Glæder,
Hun lever lykkelig i Eensomhed;
Det lange hvide Slør — de Nonneklæder,
Forhøier end den Huldes Yndighed.
Uskyldig hun i Klosterhavens Gange,
Tidt hopper om en Sommerfugl at fange.
O, vogter Eder Søstre! for de Farer
Som stundom følge Sommerfuglejagt;
De tælles kan iblandt de skiulte Snarer,
Som bli’er af Elskovs Gud for Uskyld lagt.
Mens Fængsel vi den Flagrende bereder,
Han tidt paa glat og slibrig Vei os leder.
Tre Aar er siden Løftet nu henrunden,
Og Eveline staaer i Skiønheds Flor;
Den glade Barndoms Tid, den er forsvunden;
Ei længer Barndoms Fred i Hjertet boer.
En sælsom Længsel sig i Barmen tænder,
Og tidt hun denne Bøn til Himlen sender:
„O hellige Guds Moder i det Høie!
„Du kiender vist mit underlige Savn,
„Lad Søvnen lukke blidelig mit Øie!
„Og siig mig i en Drøm min Længsels Navn:
„Om svømmer det? — Om voxer det i Haven?
„Om findes det i Livet eller Graven?“
Forgiæves Bøn! — kun naar hun kan nedknæle
Umærket i Cappellets Sacristie,
(Og lade som hun beder) for at dvæle
Ved Sanct Christophers skiønne Maleri:
Da føler hun en Stund sin Længsel stillet’,
Imens hun stirrer paa den Helgens Billed’.
En Morgenstund omvanker hun alene,
I Haven indenfor den høie Muur,
Mens Fuglechor fra Poppeltræers Grene,
Gienklinger i den smilende Natur.
Da føler hun sin Stands de tunge Lænker,
Som hende ingen Friheds Glæder skienker.
„Held dig du lille Fugl! hvis kielne Stemme
„Af muntert Hierte synger Herrens Lov.
„Held dig du lille Fugl! som ei har hiemme
„I snevre Kloster, men i vide Skov;
„Som medens smidig Green dig lystig gynger
„Ei lange Psalmer — men Smaaviser synger.
„Det er kun mig som Frænders grumme Villie,
„Fordømte til en traurig Eensomhed,
„Det er med mig, som med en stakkels Lilie,
„Der blev henplantet paa et Hvilested.
„Dens Ynde venlig Vandrer ei fornøier;
„Uelstet den mod skumle Grav sig bøier.
„Alt længe jeg ei Sommerfugle fanger
„De voldte ikkun Barnet barnlig Lyst,
„Jeg hører heller nu den kielne Sanger,
„Som hvirvler hist fra Buskene sin Røst.
„Dog vil jeg end min Barndoms Leg forsøge,
„Om jeg ved den min Kummer kan bortspøge.“
Med Heftighed hun Sommerfuglen følger;
Men da hun griber den med udstrakt Arm,
Hun taber Sløret — brune Lokker bølger
Sig over kydske svanehvide Barm.
„Jeg fik dig — men hvad hielper mig dit Fængsel,
„Flyv Sommerfugl! du stiller ei min Længsel.“
Seer hisset Søstre! hine høie Bierge,
Hvorfra man skue kan den hele Egn,
Hvor Mennesker see næsten ud som Dverge,
Saaledes skiules de af Krat og Hegn:
Der sad, betragtende Naturens Stille,
Den ædle skiønne Yngling, Grev Orville.
Hans Øie hviler just paa Klosterhaven
„Ak!“ sukker han, du arme Nonnemø!
Dit Liv henrinder næsten som i Graven;
Du aner intet bedre end — at døe.
Kun hellig Andagt i dit Hierte brænder;
Du aldrig Elskovs søde Glæder kiender.
„Dog føler jeg — Naturen i hvert Hierte
„Nedlagde Spiren blid til Kierlighed;
„Hvo veed om ikke stundom Længsels Smerte
„Forstyrrer arme Nonnes Siælefred?
„Du Lidende! hvor maa jeg dig beklage,
„Som eier intet Barn — ingen Mage.“
Nu Eveline giennem Haven springer;
Hun ei af en Tilskuers Øie veed.
Ham Echo hendes Ord imøde bringer;
Usløret staaer hun i sin Yndighed;
Hun speiler sig i Kilden som udrinder;
Og tørrer Taarerne af sine Kinder.
„Hvad!“ raaber Greven, er det et Mirakkel?
„O hvilken Væxt! o hvilken sneehvid Arm!“
Flux griber Elskovs travle Gud sin Fakkel,
Og tænder Elskovs Luer i hans Barm.
„Du Engel — i de Nonneklæder hvide,
O! vend dit Øie om til denne Side.“
Men nei! fordybet i sin vilde Smerte
Hun føler sig forladt — ulykkelig.
Naar det faaer Luft, et saadant piinet Hierte,
I Graad og Klager det udtømmer sig.
Ustandset hendes bittre Taarer trille;
Forgiæves venter elskende Orville.
Da lader han sin Fløites Melodier
Nedtone fra den høie Klippetop,
Og Eveline lytter — Klagen tier,
Og studsende hun seer til Bierget op.
Og seer hun ham — og hver en Sorg forsvinder,
Mens Blufærds Rødme farver hendes Kinder.
„Ak!“ raaber hun, „jeg takker dig Guds Moder
Jeg bad dig lære mig min Længsels Navn.
Nu veed jeg det — det sikkert var en Broder,
Som voldte at jeg følte dette Savn.
Kom ned, du Broder! kom! jeg er din Søster,
Dit hulde Aasyn mig alene trøster.
„O søde Uskyld!“ raaber han og springer
Paa Steen og Sti — fra høie Klippetop
Ham kraftfuld, fyrig Ungdom laaner Vinger;
Han klavrer kiækt paa Klostermuren op;
Saa lader han sig ned i Haven glide,
Og knæler ved den skiønne Nonnes Side.
„Er du min Broder?“ tillidsfuld hun spørger,
Og venlig klapper ham paa brune Kind.
„Alt fra jeg saae dig, jeg ei mere sørger,
„Du dæmper hver en Uro i mit Sind;
„Min Skytsaand blid dig sendte mig imøde,
„Min byrdefulde Skiæbne at forsøde.“
Hun ei forstaaer sin Følelse at dølge.
O, strenge Piger! dømmer hende ei.
Et Hierte, svømmende paa Elskovs Bølge,
Forlader tidt uskyldig Pligtens Vei.
Hun glemmer uvilkaarlig Klostereden,
Og sværger ny igien til Kierligheden.
Orvilles Kiertegn hende snart oplyser,
At han ei nøies kan med Brodernavn.
I Forsteningen den kydske Pige gyser,
Ved ømt at trykkes op til Mandens Favn;
Men daglig Vane hende snart det lærer,
Og for en Verden hun det ei undværer.
Orville hende Flugten vil berede,
Hun vorde skal hans dyrebare Viv;
Hun skal ham henad Livets Bane lede;
Han kierlig vil forsøde hendes Liv. —
O Støvets Søn! dig fører skiulte Traade,
Du kan ei for din Fremtids Skiæbne raade. —
En Aften medens Stiernen venlig vinker,
Gientager Echo Bedeklokkens Klang;
Mens Sirius paa Saphirhvalving blinker
De mødes hist i Havens fierne Gang,
Hvor ømme Favnetag, og hede Kysse
Dem i en tryg Forglemmelse inddysse.
Nu vil hun bort — men ak! Orville knæler,
Han vil ei slippe hendes bløde Haand,
Og næsten mod sin Villie end hun dvæler,
Som fængslet af et magisk Tryllebaand,
„O slip mig!“ hvisker hun, „jeg er saa bange,
„Jeg hører nogen i de mørke Gange.“
„Der kommer Søster Agnes fra vort Kloster;
„Vær tyst — hun stedse er til Tvedragt stemt.
„O Gud! nu har de bedet Paternoster!
„O Vee! jeg Synderinde har det glemt!“
I hellig Iver slaaer hun sig for Brystet,
Men snart den ømme Mand har hende trøstet.
„Vær rolig, du min Siæls tilbedte Pige’
„Vi bedet har en Elskovs Minnesang;
„Og troer du ei at did til Himmerige
„Den rækker før end Klosterklokkens Klang?
„Den gode Gud som skabte Mand og Qvinde,
„Ei Velbehag i Klosterliv kan finde.
„Hvor kan du tro, at han som Elskov lagde,
„Med hulde Skaberhaand i Hjertet ned,
„At han som Manden en Mandinde bragte,
„Kan ynde hensigtsløse Eensomhed.
„Min Eveline! Du Guds Engle ligner,
„Og faderlig din Elskov han velsigner.
„I Morgennat, du maae ved Muren vente,
„Min Elskte! efter din hengivne Ven;
„Naar Stiernen blinker, jeg min Brud skal hente,
„Og tro til Altret dig føre hen.“
Ak arme Elskende! I er fortoren,
Den grumme Agnes har jert Uheld svoren.
I Ungdoms Aar hun ogsaa Elskov kiendte,
Men ak! hun var blot skiøn, hun var ei god;
Snart hendes Elsker for en Bedre brændte,
Og koldt den Uelskværdige forlod.
Mærk derfor, Piger! Skiønhed kan tiltrække,
Men ikkun Blidhed Ømhed kan opvække.
Et skuffet Hierte allerheftigst hader;
Hun svor at ødelægge andres Held;
Forladt af Verden, hun den og forlader
Og tyer i Klostret med en saaret Siæl.
Der branten hun henlever sine Dage
Og morer sig med Søstrene at plage.
Hun kommer nu — og skiult bag Buxbomhænge
Hun seer de Elskendes Lyksalighed:
„Bee Eder!“ raaber hun, „I skal ei bygge
„Et Tempel blandt Ruiner af min Fred;
„Jeg var ei heldig — I det ikke bliver,
„Jeg Eders Lykkes Dødsdom underskriver.“
Tilskyndet af sit Hjertes onde Villie,
Hun flyer i Priorindens Celle ind:
„Guds Fred med Eder, fromme Fru Cicilie!
„I aner intet Ondt i skyldfrit Sind;
„Mens I gudfrygtig paa Jer Frelser tænker,
„Skiøn Eveline Klostrets Ære krænker.
„I Haven hvor Sanct Claras Kilde sprudler,
„Der seer mit Øie med retfærdig Harm,
„Et syndigt Mandfolks Læber frækt besudler
„En Klosterbrud, som hviler i hans Arm.
„Med sagte Fied jeg nærmere mig listed’,
„Det var skiøn Eveline Diævlen fristed’.“
Og medens hun Uskyldighed bagtaler
Den fromme Frue svor en kraftig Eed:
„Ja hun skal lide alle Jordens Qvaler
„Hun som beskommer Klostrets Hellighed!“
Derpaa hun strax de andre Nonner henter;
Forbittret de paa Eveline venter.
Der kommer hun den siæleglade Pige,
End gløder sidste Kys paa hendes Kind;
Der kommer hun den søde Lykkelige,
At liste sig i eensom Celle ind:
„I Morgen Nat, da Maane! maa du smile,
„Naar i min Brudgoms Arme jeg skal hvile.“
Da stormer frem de tigervilde Qvinder
Og griber hende med barbarisk Mod,
Med tykke Reeb de hendes Hænder binder,
De slutter Lænker om den spæde Fod;
Ved Haaret de i Fængsel hende drager,
Trods hendes bange Bøn, trods hendes Klager.
Saasnart det gryer ad Dag, med tunge Spade
Den Klosterfoged grave maa en Grav,
Paa samme Sted, hvor fordum skyldfri glade,
De Troskabs Løvte til hinanden gav.
Naar Mørket atter ned paa Jorden falder,
De ad det Fanatismens Offer kalder.
Et Fakkelblus den hele Egn oplyser;
Liigklædt fremtræder dødsbleg Nonnemø;
En Feberkulde giennem hende gyser,
Hun veed, at uden Redning maa hun døe,
Og her er ingen — ingen Hielp at haabe.
Hun Kalken tømme skal til sidste Draabe!
Hun seer paa Nonnecleresiets Miner,
At ei de føle Ynk med hendes Nød;
Hun seer hvor fælt den grumme Agnes griner;
Hun veed, at det betyder hendes Død.
Da fryser Taaren, som paa Kinden flyder,
Og med sin sidste Kraft hun nu udbryder:
„Farvel! Farvel! du Yndling af mit Hierte,
„I Himmerig der mødes vi igien!
„Guds Engle, som mig selv at elske lærte,
„Vil ikke hisset røve mig min Ven.
„Selv naar mit Hierte holder op at banke,
„Du være skal min allersidste Tanke.“
Da raaber hun den grumme Priorinde,
Hvis Hierte aldrig kiendte Kierlighed;
Da raaber hun den hævnelystne Qvinde:
„Styrt hende til fortiente Piinsler ned,
„Hun skal os ei med Skændsel meer besmitte,
„Hun med sit Liv sin Brøde skal udslette.“
Da styrter man til Hungersdødens Kammer
Skiøn Eveline ned i Jordens Skiød;
De truer hende end med Helvedflammer;
O truer ei! — O see — hun er jo død.
Ulykkeliges Trøster, Dødens Engel,
Har rørt ved hende med sin Palmestængel.
Med kolde Jord de vil det Legem dække,
Hvis blide Aand hensvævet er til Gud —
Da springer netop over Buxbomhække
Orville for at føre bort sin Brud.
O tænk hans Skræk! — da han forfærdet skuer
Det Rædselssyn oplyst ved Fakkelluer.
„See!“ raabte Priorinden, „see Exempel,
„Hvordan man straffer, naar en Klosterbrud
„Vanhelliger med Synd det rene Tempel,
„Og glemmer hvad hun svor sin Herre: Gud.
„Paa Jorden bør den Syndige fuldende;
„Men dobbelt Straf hun hisset har i Vente.“
Han var en Mand som ei for Sværdet grued’;
Men da han hørte Priorindens Ord,
Da Evelines blege Liig han skued’
Han sank afmægtig om paa kolde Jord.
Tak Skiæbne, tak! For ham var det en Vinding;
Han falder haardt mod Spaden med sin Tinding.
Den Spade, hvormed man det mørke Kammer
Grov til den arme Piges kolde Leer;
Den samme Spade hendes Elsker rammer,
Og ender i et Nu hans Lidelser.
Den Purpurrødstrøm ruller henad Jorden —
Da pludseligen dundrer hule Torden.
Forskrækkede de Nonner Alle synger,
Og flygte ind i Klostrets Sacristie;
Men Hevnens Gud sin Tordenkile slynger:
Forsildig Anger — snart det er forbi —
En Lynildsstraale Klosteret antændte,
Og hele Nonneskaren indebrændte.
Fra Midnatstid til Hanegal fremtræder
Skiøn Eveline af sit Hvilested;
Hun uden Ophør der vemodig græder,
Og drypper Taarerne i Graven ned;
Der ligger hun taalmodig og afvægter
Orvilles Blod, som hendes Gravhøi pletter.
Og Søstre! hvor jeg sidder nu og spiller,
Her hviler under denne kolde Steen,
Hvorpaa min hede Mindetaare triller,
Den medynkværdige Orvilles Been.
Nu lever han i Himlens lyse Rige,
Forenet med sin evig elskte Pige.
Thi mærker Eder dette, ømme Hierter!
Paa Jorden mellem Avind, List og Sviig,
Her lønnes eders Elskov kun med Smerter.
Men hos Gud Fader udi Himmerig,
Der skal en bedre Stierne Eder tindre,
Der skal ei Ondskab ømme Elskov hindre.