Det er den helligstille Nat,
da Lyset tændtes i det Høje,
da Himmelen sig aabned brat
til Englesang for jordisk Øje.
Da til Skalmejens simple Klang
den lød for Hyrderne blandt Hjorden,
den trøsterige Julesang:
Pris være Gud, og Fred paa Jorden!
Naar vil, o Julestjærne blid,
Du om den ny Messias melde
til denne trøstesløse Tid,
der haardt maa under Aaget trælle?
Alt længe ventet ham vi har,
og bittert blev vi sat paa Prøve,
vor Syndeskyld er saare svar,
en Frelser er, hvad vi behøve.
Dog intet Barn han være maa,
ej i en Krybbe tør han drømme,
som da paa Jomfruskjød han laa
og pusledes af Hænder ømme.
Nej, mandig og med vaagen Sans
for, hvad der rører sig i Tiden,
som Pallas, der med Vaabenglans
sprang frem af Panden paa Kroniden.
Et Kongerige for en Mand,
der voved Alt, ’kun ej at famle.
Hvor skulde om sit Banner han
i Hast de revne Faner samle,
naar han med klart og mandigt Sind,
med Tro, der trodsed alle Storme,
vor Tankes blege Drømmespind
i Handling vovede at forme!
Thi hvad der mer end Strid og Kiv
os for vor bedste Kraft bestjæler,
det er det Tankens Skyggeliv,
der hver en frejdig Spire kvæler,
er Tvivlen paa vor egen Kraft,
den blege Frygt, der ej tør handle,
der rent fortørrer Marv og Saft
og vil til Skygger os forvandle.
Saa hjælp, Messias, Du, som kan
paa Verdens Brøst og Afmagt bøde,
kom i Begejstrings ædle Brand
at smelte Tidens Masser sprøde.
At snart af Nuets Kaos maa
en Verden ny sig aabenbare,
at skille det, som skal forgaa,
fra det, som skal for evig vare.
Messias, Midler god og from,
kom Du som Jævner af vor Trætte,
sæt kun med ubønhørlig Dom
hver Farisæer strængt i Rette.
Dit Frelserværks Trefoldighed
imellem os Du kraftig øve:
Giv Sandhed, Frihed og giv Fred,
Messias, Konge, ej Du tøve!
Det er den helligstille Nat,
det er den samme Midnatstime,
da Skyerne sig aabned brat,
og Himlens Klokker hørtes kime.
De toned: Ære være Gud
og Menneskene Fred og Fromme.
De sidste Stjærner sluktes ud;
men Dagen — naar vil Dagen komme?