Dronningen gik til Kongen
og taled grædende saa:
Herre, jeg beder Dig ved den Gud,
som vi forlade os paa,
at Du forbarmer Dig over vor Søn,
endnu mens det er paa Tide,
og, førend han tager sin Død af Sorg,
lader ham Sandheden vide.
Nylig jeg traf ham i Haven
og tog ham fra denne Kniv,
just som han retted den mod sig selv
og vilde taget sit Liv.
Kongen svarede: Frue,
bedre at vente en Stund.
Tiden har Raad for den svareste Sorg,
den dysser dem alle i Blund.
Da tændtes paa Dronningens Kind en Glød,
harmfuld blev hun i Sinde,
hvis nu vi voldte vor Søn hans Død,
vi vilde det sent forvinde.
Hvad hjælper det Guld at samle
og Rigdom bag Laas og Slaa,
hvis vi som barnløse gamle
i Graven selv skulde gaa.
Da rynked Kongen sin Pande,
hel hastig Ordene faldt.
Han sagde: Mener Du, Frue,
vi skulle tilstaa ham alt?
Hun svared: Det bliver det rette,
om ellers I vil mig tro,
da frelse vi enten dem begge
eller tabe dem begge to.
Velan, sagde Kongen, det ske, som Du vil
for den Ting faaer Du at raade;
gaa da til Flores og sig ham alt,
gør det paa lempelig Maade.
Dronningen gik til Flores.
Hun sagde: Jeg siger for sand,
Blanseflor er slet ikke død,
hun er i et fremmed Land.
Stenkisten nede i Haven
er kun et Paafund af mig,
Blanseflor ligger ikke i den,
til Babilon gaaer hendes Vej.
Kongen lod hende sælge
— han var hende lidet god —
at Du en Brud skulde vælge,
som Du af kongeligt Blod.
Lod hun da Stenen løfte,
som over Stenkisten laa,
Flores drog saa let et Suk,
da under Stenen han saa.
Nu vil jeg drage al Verden om
og ikke saa vil jeg raste,
førend jeg finder liden Blanseflor,
da vil mit Anker jeg kaste.
Der er ej i Verden saa skjult en Sti,
Kærlighed vil den jo finde,
der er ej i Verden saa mørkt et Skjul,
den tænder jo Lys derinde.
Det vidne Plato og Kallades,
der er ej saa stort et Værk,
Kærlighed kan det magte,
om den er trofast og stærk.
Ung Flores var om Hjertet saa let,
som Solen hans Ansigt lo,
der var ej i Haven saa liden Blomst,
han troede at høre den gro.
Da gik han for sin Fader at staa;
han sagde: Min Fader, med Gunst,
hvi prøved I disse Anslag,
I ser, de er alle omsonst.
Nu haver jeg kun en eneste Bøn,
at I ville lade mig drage,
finder jeg ikke liden Blanseflor,
da kommer jeg ikke tilbage.
Et eneste Ønske haver jeg kun
i Verden at drage ud,
finder jeg atter liden Blanseflor,
da fæster jeg hende som Brud.
Kong Feliks stirrede paa sin Søn.
Vildsomt hans Tanke løb.
Skrevet det stod i hans Ansigt,
der blev ikke bedre Køb.
Bittert angrede det ham nu,
at han lod Blanseflor drage,
gerne gav han tusinde Mark
for at købe hende tilbage.
— Velan, Du faaer at rejse min Søn,
hvor dybt det mig end bedrøver,
men sig mig nu, før Du rejser,
hvad Du paa Rejsen behøver.
Hestene i mine Stalde,
af dem maa Du vælge frit,
Guldet i mine Gemmer,
brug det, som det var dit.
Ilde er det at rejse ud,
naar man paa Rejsen skal spare,
en velfyldt Pung er det bedste Kaar,
om man med Glæde skal fare.
Flores takked med høvisk Skik,
saa gik han i Kongens Stalde,
otte Heste valgte han sig,
de skønneste af dem alle.
Otte Heste tog han sig ud
og dertil Mænd og Svende,
Smykker af Guld og Smykker af Sølv,
Armring og kosteligt Spænde.
Fine Klæder og Snabelsko,
som kunde syne og prange,
gode Graaskind med Zobelfoer
og Penge store og mange.
Da nu de havde alting beredt,
Vaaben og Mænd og Skatte,
Dronningen strøg af sin Haand en Ring
og Flores paa Fingeren satte.
Hun sagde: Den Ring skal Du gemme,
min Søn, det bedste Du kan,
bærer Du den, saa skades Du ej
hverken af Ild eller Vand.
Der sidder en Sten i Ringen,
det er en Tryllesten;
hvo den bærer, ham vogter den
baade mod Svig og Men.
Der er i Stenen en lønlig Kraft,
som leder hans Fod i Blinde,
og, hvad i Verden han søger om,
skal sent eller tidlig han finde.