Jeg vilde, der var i Verden et Sted,
mit Hjerte kunde sove i Ro;
men Angest med dødsskarpt Øje
har slaget deri sin Klo.
Jeg ser, hvor Mennesker bygge
bag Ringmur af Sten og Vand;
men Døden lister som Skygge
hen gennem det rige Land.
Han ringler med sine Knogler.
Ræddelig er han at se!
Med Øjnenes Huler han kogler
og svinger den blinkende Le.
Med Haanden plantet i Siden
svinger han lystig og let
sin magre Benrad i Dansen;
aldrig han danser sig træt.
Han vinker ad høje og lave,
han byder alle til Dans,
han fletter af unge og gamle
en stadig voksende Krans.
Selv blæser han paa sin Fløjte
og træder Takten dertil,
da maa de alle ham følge,
hvor nødigt de ogsaa vil.
Kejser og Konge og Pave
og Biskop saa vel som Abbed,
alle saa maa de dreje
i Dansen, før selv de véd.
Ridderen i sin Rustning,
der Fjenden af Marken slog,
maa slippe Sejerens Bytte
og rave i samme Tog.
De komme, naar blot han vinker,
de komme fra Land og Stad,
højt over Toget blinker
hans Høstlés skinnende Blad.
Kansler og Dommer og Læge,
og Rigernes høje Raad
— Døden bestandig foran
galgelystig og kaad.
De værge for sig med Haanden,
de trygle en Time om Fred,
han slaar sit Linklæde om dem
og fører dem saa afsted.
Da glemme de Højhed og Hæder,
da glemme de Rigdom og Rang,
mens Dødningdansen de træder
til Fløjtens hvinende Klang.
Jeg véd ikke Sted, jeg véd ikke Fred,
jeg faaer ikke Ro til at sove.
Døden har taget mit fagreste med,
nu kan ej Livet jeg love.
En Blomst jeg ejed, og den var min
ved den mit Hjerte sig vugged,
den var saa fager, den var saa fin,
og nu har Døden den plukket.