Den lille Pige var saa skøn,
at Dronningen betroede trygt
sin førstefødte, lille Søn
til hendes Moders Værn og Røgt.
Det syntes en naturlig Sag,
at disse Børn, som samme Dag
for Lyset aabned deres Blik,
en fælles Plejemoder fik.
Og dertil kom endnu en Grund,
det var det Velbehag, hvormed
Dronningen fra den første Stund
vogtede paa Dolores’ Fjed.
Hun gik saa støt, hun gik saa tyst,
og dog var hendes Smil saa lyst,
det skinned af en indre Fred,
saa Verden lystes op derved.
Dog helt fik hun ej overladt
den lille Flores, Moders Skat,
hun fik kun Overopsyn med
hans Klædedragt, hans Lejested,
hun vogtede paa hver hans Vej;
men Modermælken drak han ej
af hendes Bryst. Det var imod
Dronningens Vilje, at han fik
den første Livets Styrkedrik
af én, der var af kristent Blod.
Med Modermælken suges ind
det stærke eller vege Sind,
den Kraft, som Livet bygges paa,
i Modermælken alt den laa.
Fik Manden Kraft til Helteværk,
af Modermælken blev han stærk,
og randt hans Liv i Afmagt hen,
med Modermælken drak han den.
Ej Sjælen færdig kom fra Gud,
i Ugevis den foldes ud,
den Næring, Legemet tog ind,
gav ogsaa Vækst til Sjæl og Sind,
de fine Tankevingers Flor
er Støv af denne Støvets Jord,
og kun, hvor Legemet er sundt,
er Sjælen tryg mod alskens ondt.
Dolores tog og lod de to
i samme Stue hos sig bo.
De spiste ved det samme Bord,
Flores og lille Blanseflor;
saa lang den lyse Dag den var,
tumled de som et Killingpar,
og naar Godnat de havde sagt,
blev sammen de til Hvile lagt.
Saaledes fulgtes de i alt,
Hvile og Træthed, som det faldt,
og skønt de kunde tvistes tidt
om Grænsen mellem mit og dit,
forsonedes de snart igen
og delte da som Ven med Ven.
Han var en Dreng, saa sund og sød
som nogen født af Kvindeskød,
det tætte, gyldentbrune Haar
i Smaakrus om hans Hoved staaer.
Man undredes, hvorfra han fik
det sælsomt gammelkloge Blik,
som var han alt en Filosof,
der grubled over Form og Stof;
men, naar han lo med aaben Mund,
var det saa helt af Hjærtens Grund,
at ingen Vismand kunde staa
for slig en Hilsen af den smaa.
Hver Aften, naar han gik i Seng,
hans Moder klædte af sin Dreng.
Hvor himmelsk henrykt da han lo,
naar han blev fri for Baand og Sko;
for hvert et Stykke, som han slap,
han lønned hende med smaa Klap,
og Drengens Haand mod hendes Kind
var blød og varm som Sommervind.
Gud véd, hvor tidt hun havde kyst
den hvide Fod, det nøgne Bryst,
de fine Fløjelshænder smaa,
der hjælpeløst paa Tæppet laa.
Tidt sad hun ved hans Sengekant
og glemte helt, at Tiden svandt,
imens hun stirred paa hans Træk,
hvor Mundens Linie stod saa kæk;
hvor blødt hans Øjenvipper laa
i Vifteform som lange Straa.
Hun lytted til hans Aandedræt,
der var saa sorgløst og saa let,
hun saa hvor Brystet sank og steg,
mens Kindens Rødme kom og veg.
Men det, som rørte mér end alt,
var Huden, der i Rynker faldt
omkring hans Haandled, saa den laa
i brede Læg og Poser smaa.
Naar saadan drømmetabt hun stod
i Timevis ved Sengens Fod,
da hændte det vel nu og da,
at Blikket sig forvilded fra
den lille Mandsling, hendes alt,
og paa hans Legesøster faldt,
paa Blanseflor, der rød og rund
paa Puden laa i roligt Blund.
De ligned ej hinanden stort,
som Søskende vel vilde gjort,
dog, hvis man længe saa paa dem,
saa fandt man dog en Lighed frem,
ikke i noget enkelt Træk,
dér smutted’ den bestandig væk,
men i en egen fornem Glans
i hendes Aasyn som i hans.
Ej slet saa bredt var hendes Bryst,
og hendes Haar faldt mere lyst,
Blikket var ikke blødt som hans,
det havde lidt af Staalets Glans,
og i den lille, faste Haand
laa Varsler om en myndig Aand.
Og dog, hvor kær, hvor sød hun var
med sine Kinders Rosenpar,
det lille Hoved nok saa stolt
og rankt paa Skuldrene hun holdt,
Ansigtets fine Runding spaaer
om Modningstidens Jomfruvaar ....
Dolores vandt dem begge kær,
alt som hun fulgte deres Færd,
og vidste efter stakket Frist
ej længer, hvem hun elsked mest.
Tidt naar hun gik sin Aftentur
udenfor Byens røde Mur,
langs med Seguras lave Bred,
tog hun de tvende Smaabørn med,
og i den stille Aftenluft,
der krydredes af Myrtheduft,
tumled de sig i munter Leg,
til Dagens sidste Straale veg.
Naar Maanens Halvring dukked frem
og Svalen fortnede sin Flugt,
da hed det: Vi maa hurtig hjem,
før Byens Porte bliver lukt’.
Og da hun selv var god og from,
fortalte hun dem ofte om
de hellige, hvis rene Blod
er blevet Syndens Løsebod.
Da lytted Børnene om Kap
med aaben Mund og aanded knap.
Dog mest blev Drengen revet hen,
naar hun fortalte dem om Mænd,
der pansret gennem Verden drog,
om St. Georg, der Dragen vog ...
Ham, raabte Flores, vælger jeg
til Skytspatron paa Livets Vej.
Jesus var vistnok ogsaa god,
men Du har sagt, han lod sig slaa
og uden Modstand spytte paa;
nej St. Georg — han havde Mod!
Og tidt han bad sin Aftenbøn,
dog ikke til Marias Søn,
men til Marie, mild og god,
hvis Moderhjerte Børn forstod.
Saa veksled Sommersol og Sky
da over Murcias hvide By,
og Verdenshjulet drejed om,
skønt Verden ej af Stedet kom.
Dagtrætte Gamlinger sov hen
og stod som Smaabørn op igen,
og listed ud af deres Svøb
for at fuldende Livets Løb.
Da nu de tvende voksed’ til,
ej Hjemmets Grænse mer dem bandt,
det snævre Kammers Leg og Tant
er ikke længer, hvad de vil;
blandt Klipper nu de tumled om,
hvor sjælden nogen Vandrer kom,
de svømmed i den blanke Flod
og helst den stride Strøm imod.
Ej Kønnet satte noget Skel
imellem dem; ti fuldt saa vel
som Flores Blanseflor forstod
at tøjle Hesten i et Ridt,
og naar de klatrede, hun tidt
som Førstemand paa Toppen stod.
Hvor det om Mod og Raskhed gjaldt,
var hun hans Ligemand i alt.
Det var et lystigt Friluftsliv
med nok af Tid og Tidsfordriv,
med lange Dages Liv og Leg
fra Solen kom, til Solen veg.
Dog ingen Leg kan vare ved,
og ofte kaldes vi afsted
fra muntert Lag til Pligt og Tvang,
som Legen just er bedst i Gang.
En Dag fra Vindvet Kongen saa
Flores paa Slottets Boldplads gaa,
og maalte med et hastigt Blik,
hvor stor han var, som der han gik.
Han tænkte, det er høje Tid,
han nemmer Stadighed og Flid,
den Ungdom, som skal Maalet naa
maa tidlig have Tøjle paa.
Han kaldte ham i Salen ind
og talede ham saadan til:
Flores, min kære Søn, vi vil
paa Aandens Røgt nu lægge Vind.
Af Legem er Du stor og stærk
— den Bygning er mit eget Værk —
det er det Grundlag, hvorpaa man
et Sjælens Tempel rejse kan;
og dog har selv jeg sandet tidt,
at Legemet forslaaer kun lidt,
den, som skal Kronen bære, maa
helt mange andre Ting forstaa.
Maa kunne læse gammel Skrift
om Fortids Storhed og Bedrift,
maa skue gennem Sagnets Slør,
hvad Mennesker, der leved før,
hvad Guder de i Haand sig gav,
hvad Held de høstede deraf,
maa søge efter Tankens Norm
for denne Verdens ydre Form. —
Derfor min Søn, jeg vil, at Du
din Skolegang begynder nu,
og vender Dig til Pen og Bog
og gransker i de gamle Sprog,
der aabner som en Korridor
derind, hvor gammel Visdom boer.
Ej langt herfra i Girilldon
boer der en Mand, som redebon
vil tage Dig i Sjælerøgt
og lede Dig til Dyd og Kløgt.
Drag da derned, saa snart Du kan,
og brug dit Ophold med Forstand.
Ti Tiden, mærk Dig det, min Søn,
er mere værd end Gods og Guld;
er Du mod Tiden svigefuld,
bedrager den Dig for din Løn ...
Han standsed, vented paa et Ord
af sønlig Glæde eller Tak,
men Drengens Læbe sig fortrak
saa sælsom skævt. „Skal Blanseflor,”
spurgte han, „rejse med derned?”
„Nej,” svared Kongen. „Ej jeg véd,
man sender Pigebørn af By
at sole sig i Lærdoms Ry.
Den Lærdom, Blanseflor begær’,
finder vel nærmere hun her,
i Fadebur, ved Ten og Rok
faar Blanseflor vist Lærdom nok.”
Da først fik Drengens Smerte Luft,
den evig-unge Lidenskab,
som ingen Trøstegrund véd af
og ikke tager mod Fornuft
hedt strømmende hans Taarer randt,
skønt endnu intet Ord han fandt,
men stille, lydløst sneg sig bort
for nu at sætte haardt mod haardt.
Snart som en Skygge man ham saa
omkring i Slottets Sale gaa,
og nærmed nogen sig hans Spor,
som fredløst Vildt afsted han foer,
han hverken spiste eller drak,
og bød man, sagde han ej Tak,
han magred af, han sygned hen,
til Kongen søgte ham igen
og loved ham med gode Ord,
at ej han skulde skilles ad
fra Legesøstren Blanseflor,
men begge følges, som han bad,
til Girilldon, til Mesteren.