Den unge Dronning er bleven saa bleg,
smallere Kinden sig runder,
Smilet er svundet som Børneleg,
paa dybere Gaader hun grunder.
Fuldere Barmen sig runder.
Alt længe blomstred det Mandeltræ,
det glinser i Gyldenskæret,
den unge Dronning synker i Knæ,
og tager tungt efter Vejret;
hun sidder bleg og besværet.
Hun vandrer rundt i den Abildgaard,
hvor Blomsten sin Duft udtømmer,
mørkt imod Solen de Stammer staaer,
Saften i Blomsterne strømmer;
det er, som Alverden drømmer.
Op mod den sollyse Himmel hun ser,
hvor de hvide Frugtblomster skinne;
med et en Sky hun paa Himlen ser,
der er ikke Blomster paa dræerne mer,
Solen har ophørt at skinne.
Den breder sig over Himmelen hen,
stor som en Taagebanke,
en uhyre Flagermus ligner den,
saa svinder den ind til en Sky igen;
men binder dog hendes tanke.
Hjælpe mig alle hellige Ting
i hvad jeg nu gaaer i Møde!
Af Støv er Øjets den fine Ring,
hvor Fremtidens Syner sig føde
— hvad om min Fremtid nu døde?
Fra Verden vilde jeg nødig bort,
hvor mine Tanker har leget,
mit Liv var kun som en Time kort,
nu skulde det blive mit eget,
hvad om nu Haabet har sveget!
Hun segnede sammen saa bleg og svag,
sit Leje hun bad dem rede;
den kristne Kvinde selvsamme Dag
de maatte i Kammerset lede
og Sengen med Bolstre brede.
Og den Gang Palmesøndag oprandt,
Dronningen fødte med Smerte
en Guldhaarsprins; men før Dagen svandt
den kristne Kvinde sin Sejer vandt,
en Datter hun holdt ved sit Hjærte.
Flores kaldte de Drengens Navn,
Blanseflor kaldte de hende,
Blomst og Hvidblomst var deres Navn,
om Festen skulde det minde,
da de hvide Frugtblomster skinne.