Prægtigt! Prægtigt!
Se hvor Solen synker,
som en gyldenrød Kugle
synker den mod Horisonten
og staar dér over Himmelranden
saa stor, saa nær,
som kunde man gribe den med Haanden,
paa en Baggrund af mulmgraa Skyer
lig et udvisket Blyantkrads
af en Dreng.
Den sender enkeltvis sine gnistrende Straaler
gennem den lille Bankes
jomfruslanke Graner,
der staa med Papillotter af Sne,
blaanende i Skyggen,
men svagtrødmende mod Solen,
der strør sine aandeagtige,
hurtig falmende Roser
for din Fod i Sneen.
Den blinker som Guld
paa tusinde Ruder
og forvandler den mørke Fabrik
til et Feslot.
Dagen er forstummet,
hensunket i Tanker,
i vinterlig Andagt,
kun Aaen mumler
ganske sagte
i Vinterlejet.
Sneen har forvandlet Verden,
omdigtet den
efter sine Luner
til et Huldreland,
hvor kun Harens lette Pote
planter sit flygtige Spor.
Og søjlerank
stiger Røgen
mod ukendte Højder
for histoppe
at brede sig til en Piniekrone.
Sagte daler
et snehvidt Fnug
lig et svævende Svanedun,
mens en Vildgæsflok
med langtrukkent Skrig
flyver over den tilfrosne Sø.