Jeg staar i det gamle Kloster
og læser en gammel Bog,
prentet med sirlige Snirkler
i middelalderligt Sprog.
Paa Sidens fattige Indhold
jeg giver kun føje Agt;
men i dens gulnede Blade
dybere Tanker blev lagt.
Henfarne Slægters Øje
har hvilet paa dette Blad;
hensunken med den paa Skødet
vist Ridderfrøkenen sad.
Sad under grønne Linde,
naar Middagsstunden var varm,
og kun en sagtelig Svulmen
hæved den nittenaars Barm.
Hun læste, til Kinden blev farvet
af Blodets liflige Brand,
hun drømte om ham, der tumled
hist ude i fremmed Land.
Hun spurgte den flyvende Svale:
Sig, saa’ Du ikke min Ven,
mon end til mig staar hans Tanke,
og naar mon han kommer igjen?
Om Sidens fattige Indhold,
lidt dristig, en Smule grotesk,
har Munkens ensomme Længsel
slynget sin Arabesk.
Dér gynge forgyldte Fugle
i svulmende Rankers Flor,
de synge om lønlig Længsel
efter Guds grønne Jord ....
I Middagens lumre Stilhed
en Lyd af Klokker mig naar.
I Evighedsoceanet,
hvad er nogle hundrede Aar?