Paa Bjælker hviler det gamle Hus,
Roser til Muren sig klynger,
og i Rosens Top under Tagets Straa,
dér sidder Svalen og synger.
Og Somren smykker det gamle Hus
med Roser og Slyngbladsranker,
det staar saa stille og synker i Knæ,
det synes faldet i Tanker.
Undrer det Dig, Du gamle Hus,
at nu dine Stuer staa tomme?
Tænker Du paa de Menneskebørn,
Du aldrig mere ser komme?
Saa mangen Skønjomfru gik ind og ud
ad de snirklede Egetræsdøre,
og tidt i den duftende Sommernat
en Strengeleg lod sig høre.
Nu komme ingen Skønjomfruer mer,
og ingen Strengeleg klinger.
Hvor blev den af den Tid, der fløj hen
saa let som paa Svalevinger?
Ak, Menneskekuld er som Blomstens Slægt,
en Sommer er deres Dage,
og Tiden rinder som Flodens Vand
og vender aldrig tilbage.
Det staar som i Drømme, det gamle Hus,
Roser til Muren sig klynger,
og højt under Taget i Rosens Top,
dér sidder Svalen og synger.