Dæmrende Aften, kom fra det blaa!
Dæmrende Aften, Dig kalder jeg paa!
Mød mig atter festlig og ene
under Birkens susende Grene.
Dæmrende Aften, kom fra det blaa!
Dæmrende Aften, Dig kalder jeg paa!
Hvor Du var smuk ... Jeg husker Dig før,
naar med dit stjærnetindrende Slør
slynget om Panden den milde, rene,
Du fandt mig tidt under susende Grene.
Da kendte jeg først min Længsel ved Navn
og kasted mig trygt i din rolige Favn.
Husker Du hine Aftner derhjemmeV
Hvor smuk Du var ... jeg kan aldrig glemme.
Naar under døende Straalers Smilen
Rosen sit Hoved bøjed mod Hvilen,
naar Skyggerne sagtelig dalede ned
og Timerne tyst som Stjerner skred.
Dæmrende Aften, stille og smuk,
dæmrende Aften, med Smil og med Suk,
dæmrende Aften, kom ned fra det blaa,
dæmrende Aften, Dig kalder jeg paa!