Den drysser, den drysser den hvide Sne
for hver en Time, der gaar,
den skjuler de Veje, din Fod har traadt,
den sætter sig i dit Haar.
Den falder saa tyst, den daler saa let,
den spænder sin Kaabe saa tung og tæt
over Verden.
Naar kommer Vaaren og henter frem,
hvad Sneen nu gemmer hen,
da, hvad i Drømme vi kaldte vort
skal ses ved Solen igen?
Naar kommer den store Tøbrudsdag,
der smelter Sneens det sidste Lag
over Verden?