Nu daler Solen hist bag Fyrrestammer
og planter Himlens Rand med gule Roser,
et gyldent Hegn, hvor forudgangne Sjæle
os synes end ved Jordens Kyst at dvæle.
Jeg Hakker ensom her blandt brune Moser,
og midt i denne dybe Dæmringsstilhed,
i Sommeraftnens farvebrudte Vildhed,
mit Hjerte gribes af de gamle Flammer.
Af Længsel imod det, der er ej mere,
der sank i Tidens grænseløse Dybder,
af disse underlige, blide Toner,
der trænge op fra Evighedens Krypter.