For længe jeg sad i min Klostervraa
og ristede Runer med Snirkler smaa.
Aldrig naaede Dagen min Rude,
jeg gled med min Tankes Dødningeskude.
Nattens Aande frøs paa min Kind,
bestandig jeg famled mig fast i dens Spind.
Nu hører jeg Hanen gale mod Dag,
Nattens Aander har tabt deres Sag.
Alt Morgenstjernen staar i det blaa,
til Graven alle de døde maa.
Jeg slukker min Lampe, jeg lukker min Bog
jeg slænger den hen i en støvet Krog.
Derude gaar Livets vaagnende Sang,
min Kutte bliver mig altfor trang.
Jeg krænger den af med et dygtigt Sæt.
det er Livet, I Herrer, som kræver sin Ret.
Nu laan mig, St. Georg, dit gode Sværd,
til Kamp, til Kamp mod Tusmørkets Hær!