Det var i de gamle Dage,
at den unge Frøken Jord
som en giftefærdig Jomfru
gennem Himmelrummet fòr.
Roser smaa hun bar i Haaret,
og i mosgrøn Fløjelsdragt
svæved hun igennem Rummet
som en Mø i Valsetakt.
Da den unge Junker Maane
hende mødte paa sin Vej,
var det, som han skulde daane,
han blev baade rød og bleg.
Siden da gik Junker Maane
altid om med Hjerteondt,
han var stadig hovedsvimmel,
og det hele løb ham rundt.
Og han helmede nu ikke,
før den Skønnes Spor han fandt,
og hun skænked ham sin Yndest,
og hun tog ham til Drabant.
Nu er Jorden grim og gammel,
snart dens indre Ild er slukt;
men endnu maa Maanen stadig
følge hende paa sin Flugt,
Nu er Maanen gul og skaldet,
trivelig og vel ved Magt;
men endnu maa han bestandig
danse efter hendes Takt.
Ungersvende, lad jer vare!
Vogt jer for de Skønnes Spor!
Se, hvordan den stakkels Maane
endnu danser om vor Jord.