Saa stod jeg da i Skoven,
det var, som om jeg vaagned brat
jeg blev saa vel til Mode
jeg svingede min Hat.
Da blev jeg kaad som Drengen,
jeg klatred hurtig i et Træ,
og saa’ ud over Landet
fra Toppens grønne Læ.
Jeg havde nys saa længe
i Mismods-Tanker gaaet omkring,
nu syntes jeg, det hele
var ingen Verdens Ting.
Nu hængte sig mit Øre
ved Lærkens glade Melodi,
jeg troede at høre
mit Hjærtes Slag deri.
Da blev jeg overgiven,
og i mit Overmod jeg svor
ved Himlens lysblaa Hvælving
og ved Guds grønne Jord,
ved alle Luftens Fugle
og alle Skovens vævre Dyr,
ved hundred gule Roser
og tusind gyldne Skyer,
ved alle Kærets Blomster,
der duftede saa honningsødt
og ved det vilde Jordbær,
der funkled mørkt og rødt:
At skulde træt af Livet
jeg fristes til at drukne mig,
da vil, Du gyldne Sommer,
jeg drukne mig i Dig!