Naar Dødens Skygger mørkne
dit Øjes klare Vande,
og denne Verden svinder
bag Øjets lukte Rande,
naar lønlig for dit Øre
smaa, fjerne Klokker ringe,
og Sjælen rejselysten
spænder til Flugt sin Vinge.
Da kom i Hu vort Løfte:
Naar Døden skal os hente,
at da bag Dødens Gitter
vi vil hinanden vente,
at vi vil trofast yde
hinanden Rejsefølge
ej blot paa Livets Veje,
men og paa Dødens Dølge.
Ja, vi vil rejse sammen
paa Styks’ de sorte Vande,
og vi vil spejde sammen
de fjerne, skovblaa Strande,
og vi vil entre sammen,
som før saa tidt vi gjorde,
de ubekendte Skrænter,
der favne hine Fjorde.
Og vi vil hvile sammen
paa høje, hvide Klinter
i hine Palmelande,
hvor der er ingen Vinter,
og overskue Vejen
og glemme Rejsens Møde
og glemme hele Verden,
og at vi selv er døde.
Derfor, naar Dødens Skygger
mørkne dit Øjes Vande,
og Evighedens Drømme
kranse din hvide Pande,
da kom i Hu dit Løfte,
at Du paa mig vil vente,
til sammen vi kan gæste
det store ubekendte.