Karon, Du gode Færgemand,
som hver en Stund maa fare
imellem Livets travle Land
og Dødens tavse Skare,
sig mig, i Fald Du kan,
hvor længe det kan vare,
før jeg i Baaden kommer med,
der sejler til »det gode Sted«.
Og sørg saa for, Hr. Skibspatron,
at nogle Kammerater
af samme store Legion,
af Frihedens Soldater,
men ingen hellig Pater
fra nogen Verdens Region
faar Plads i Skuden samme Gang,
det lægger kun paa Tonen Tvang.
Og saa et Ord, Du gamle Knark,
et Ord, og glem det ikke,
se til, Du fører i din Bark
en Vin, som man kan drikke,
tro ej, at jeg vil tigge,
jeg giver gerne otte Mark
pr. Flaske — notabene,
hvis Druerne er rene.
Naar saa Du har din Hyre,
sæt saa kun alle Klude til,
og saa, saa kan Du styre
for mig, hvorhen Du vil;
vi andre unge Fyre
besørge gratis Sang og Spil
og klinke paa en Overfart,
der glider godt og endes snart.