Vi trænger til en Opsang, en Sang, vi kan forstaa,
en Sang, der kan som Stormvejr om Ørerne os slaa,
en Sang, som sætter Blæst i
de stille, døde Pytter,
en Sang, der kan slaa Gnist af
forstenede Gemytter,
en Sang, der kan knitre,
der løber som en Flamme,
en Sang, der kan endevende
alt det smaa og tamme
og rive Parykken af Borgmesteren og hans Svend
og tutte ind i Øret paa de gode Borgermænd.
For længe har vi lyttet til gammelt Klimpreri,
saa længe, indtil Tiden er sprunget os forbi.
Hvad hjælper disse Fester,
den idelige Flagen
og disse smukke Smaavers
til Pryd for Kransekagen?
Der er Uvejr i Anmarsch,
der trækker Torden op,
nu gælder det om større Ting
end Kransekagens Top,
for, mens vi sad og lytted til ferske Talers Flom,
imens har Vinden vendt sig og Fløjet sprungen om.
Saa giv os da en Opsang, I Folk, der sligt forstaa,
en Sang, der kan som Stormvejr udover Landet gaa,
og feje gennem Gaden
og ruske godt i Dørene
og tutte visse Godtfolk
gemytlig ind i Ørene,
en Storm, der flytter Skilte,
en Storm, der vælter Bomme,
en Storm, der river Hul i
det klistrede og tomme.
Naar Styrken da er samlet, saa mønstre vi vor Hær,
og siden kan vi snakke om, hvad Folket det er værd.