Mørkt staar paa Nattens Baggrund hver en Skygge,
tavs højne sig de kæmpehøje Trær,
paa Himlen er der intet Stjerneskær,
og intet Sølverstænk paa Bølgens Rygge.
Tyst er der nu paa Landet og paa Havet,
ej mindste Genlyd af den travle Dag,
som var i Evighedens Sarkofag
den hele Verden pludselig begravet.
Da glimter pludselig en enkelt Stjerne
og maaler det uendelige Rum,
og Natten synes dobbelt stor og stum
ved dette svage Lysglimt fra det fjærne,
og se, der kommer fler, et gyldent Følge,
de samles smilende — et natligt Raad,
og Maanen skyder ud sin blanke Baad
og kløver Himlens mælkehvide Bølge.
Det er, som alt imod sit Ophav strømmer,
og, fanget ind i Maanestraalens Garn,
den hele Verden ligner fast et Barn,
der i sin Moders Favntag rolig drømmer,
hver Frygt, som Hjærtet hused Dagen over,
dør bort i dette Havbliks dybe Fred,
i denne stjerneklare Evighed,
hvor Sorgen gaar til Ro og Savnet sover.
Fred være med de syge og de sunde,
din Fred, o Nat, der læger alle Saar,
din bløde Ffaand, der heler hver en Vunde,
som Dagen i sin Fremadstormen slaar.
Lad alt det trætte dybt og roligt blunde,
let hver et Hjærte, som af Sorg var tungt;
men. hvad der aldrig mer kan vorde ungt
lad det i Evighedens Favn sig sunde.