Et fælles blev de dødeliges Kaar.
Rejs om Du vil, og rejs saa langt Du kan,
se, Sygdom holder Rast i hvert et Land,
og Dødens Engel gennem Natten gaar,
selv der, hvor Rosen aller rigest slaar
sin Blomsterpragt om Marmorkummens Rand,
og hvisker Drømme om en evig Vaar,
mens Solen funkler højt med varig Brand.
Hin Filosof har Ret, hvis trætte Ben
Aartusinder har hvilt i Gravens Ro,
at Døden gæster ikke blot Athen,
men hver en Stad, hvor Menneskene bo,
og imod Døden ingen Urter gro
og der er ingen Fæstning, ikke én,
saa stærk, at bag dens Mur Du trygt kan bo.
Alverden tog af ham sit Land til Len.
Men denne Indgang til den tavse Dal,
hvorfra end ingen Mand tilbage kom,
og som vor Tanke stadig kredser om,
ja denne gaadefulde Festportal,
den vil vi smykke med Forglemmigej,
med Immorteller og med blaa Violer,
med alle Vaarens fejreste Symboler,
at den maa være som en festlig Vej
ind til en Dal med eviggrønne Skove,
hvor er godt at hvile, sødt at sove!