I kende alle Visen om Svend Trøst,
hin liden Svend, der traadte tavs tilbage,
som han alene frygted’ for at drage
med Rytterskaren til den hede Dyst.
Kun Spot og Utak tjente han som Høst.
Et Krysteri, en Fejghed uden Mage!
Han taalte deres Spot foruden Klage.
Tavs sad han kvær og hæved ej sin Røst.
— Jeg kan ej følge eders Rytterfærd,
endskønt for Frihed højt mit Hjærte banker,
skønt ogsaa jeg blev døbt med Tidens Tanker.
Jeg kan ej svinge disse brede Sværd;
men jeg vil oversave Broens Planker
og dække eders Ryg mod Fjendens Hær.