En evig Længsel blev vort Rejsefølge
paa Vejen gennem Livets tørre Sand,
en Længsel mod Forjættelsernes Land,
der altid véd bag Taager sig at dølge.
Og, om Du gynger højt paa Modgangs Bølge,
om Du blev vragslaaet til en øde Strand,
den hvisker i dit Øre: Hold kun Stand,
ti nu, først nu de gode Dage følge!
Og denne Længsel er just Livets Ror,
den friske Vind, som strammer alle Klude
og holder Skuden i det rette Spor.
Naar Lykken sveg og alting synes ude,
er den et Schiboleth, et magisk Ord,
et Sværd, der overhugger Tvivlens Knude.