Der var en Tid, jeg nær var gaaet til Grunde
i dette klamme, upersonligt graa,
hvor ej det store, skelnes fra det smaa,
hvor intet ærligt Hjærte mer kan bunde.
Men Lykken hjalp, hvor ej Forstanden kunde;
ti just som Taagen tæt for Boven laa,
jeg tog min Kurs paa Slump og brased paa
og naaede Havet just ved Morgenstunde.
Det store Hav med Storm og Sol og Skyer,
det aabne Hav med sine vide Vuer,
hvor Brisen spiller frisk om Spejl og Bov
jeg naaede saa at sige, mens jeg sov,
og halvvejs smilende og halvvejs flov
jeg hilsed Livets evige Fornyer.