Ved Dig, o Jesus, fæster ej min Tro,
skønt ogsaa Du har stridt i Dødens Skygge,
skønt ogsaa Du har lidt for Slægtens Lykke
og bygget med paa Slægtens Himmelbro.
Trygt hvile Du da nu i Gravens Ro,
en fattig Grav, som ingen Blomster smykke,
fjærnt fra det Hus, som Menneskene bygge,
og hvor de vil, din Aand endnu skal bo.
Ja, til din Grav jeg søger tidt og gerne;
ti over den, der hviler end et Skær,
et sælsomt Skær, som af en enlig Stjerne.
Ti saadan ensom var din Vandring her,
saa høj og fjern fra Menneskenes Færd,
derfor den lyser end for Tider fjærne.