Førend Ophiochus fremtræder paa vor Himmelsphære med Lys og Sommer-Varme til de dunkle og kolde Regioner, opstiger prægtigst i det modsatte Midtpunkt af Verdens Middellinie den herlige Orion for os i Vinternatten og hæver sin Stridskølle mod den mægtig fremstyrtende Tyr. Orion er ledsaget af de tvende Hunde, Troskabens Symboler, med Sirius (i canis major), den største, meest glimrende Fixstjerne, i Spidsen. Orion er vel ikke det allerstørste men for Jordbeboernes Øine det prægtigste Heltebillede blandt Stjerne-Kæmperne og er derfor, som Legemverdnens Centralbillede, langt mere kjendt og beundret, end Universbilledets Hovedfigur selv, ”den større end den Største,” som først opstiger, naar Orion ligesom opgiver Kampen og daler. Orion indtager saaledes omtrent samme Plads blandt Stjerneheroerne som Odin, ledsaget af Thor, indtager blandt Aserne i den oldnordiske Symbolik. En tilsvarende aandelig Magt finde vi lettelig i den af Verdensbetragteren først beundrede Lysverden, den evige Aands Manifestation i Verdensfornuften, der som Havets Søn opstiger af Dybet1, Morgenrødens gjenfødte udødelige Elsker. Efter Mythen var den skjønne Orion, som bekjendt, Neptuns Søn, og blev elsket af Aurora, men derfor misundt af de olympiske Guder; dog selv forfulgt af Apollo og ramt af Dianas Piil i Forblindelsens Nat, skal han, saalænge Verden staaer, hver Vinter opstige af Havet, som den prægtigste Stjerneheros, og hæve sin Kølle mod Himmeltyren, der fremstyrter af Skyerne over Eridanus, ledsaget af det frygteligste Havuhyre, Hvalfisken (Cetus). I Tyrens store Billede fremtræder vel fornemmelig hiin Naturnødvendighedens Magt, Verdensaanden maa bekæmpe som Tilværelsens truende (dog ikke dæmoniske) Forstyrrer. (Til denne Classe af Symboler slutte sig alle de kæmpende Dyreskikkelser samt Havuhyrerne, Cetus og Fiskene, hvorimod de ikke kæmpende skjøndt mægtige Dyreskikkelser, de tvende Løvers og begge Bjørnenes rolig ordnede Række fra Nordpolen til Solbanen tydelig afsondre sig baade fra de dæmoniske og fra de tilsyneladende fjendtlige Billeder; de staae, bevogtede af den fredelige Bootes, som den af Verdens-Intelligentsen gjennemtrængte og beherskede Kæmpenatur, der selv tjener og bevogter Universheroerne). Tyrens mægtige Skikkelse kunde man sammenligne med Surturbilledet2 i den nordiske Mythe, der med Naturnødvendighedens Kraft, som den høieste Magts Organ, truer den endelige Tilværelse og selv Verdensaandens største Repræsentant i Tiden med Undergang. I Orions-Gruppen afspeiler sig saaledes den endelige Naturs Intelligents, den i Endeligheden hildede Verdensaand i den med Verden vedvarende Kamp ikke blot mod Blindhedens Magter og Materiens vilde Kræfter, men selv ubevidst mod den høiere Natur, der gjennem den lavere truer det endelige Univers med Opløsning. Orions Forfølgelse i Mythen af den med ham i Endelighed vildfarende Sanggud, som han ved sin stolte Indtrængelse i Gudernes Slægtskab har fornærmet, saavelsom hans Fald for den forblindede skjøndt elskende Natsværmerindes Piil, hvis Endymions-Drømme og uklare Phantasieverden han i bestandig Kjærlighed til den lyse Morgenrødes Gudinde har foragtet — disse mythiske Træk antyde ikke umærkeligt det tilsyneladende Fjendskab mellem Erkjendelse og Følelse, mellem Fornuft og Phantasie, mellem Hoved og Hjerte, mellem Philosophie og Poesie — en Strid, som tilhører den uharmoniske Gjæringstids lavere Standpunkt, og hvoraf heller intet Spor bliver tilbage i Heltens gjenfødte Skikkelse blandt Stjernerne. At denne store herlige Kæmpe, Verdensaandens, Tids-Intelligentsens, den middelbare Universfornufts Symbol, den meest glimrende aandelige Helt i Endeligheden, hvorom hele Legemverdnen troedes at dreie sig, dog ikke fremtræder i Stjernebilled-Symbolet som Fuldendelsens og Befrielsens evige Seierherre, men stedse kæmpende eller blot truende synker tilbage i det Dyb, hvorfra han er opstegen (ligesom Odin og alle Aserne i den oldnordiske Symbolik) synes aldeles i sin Orden. Den kosmiske Poesies Helt deler heri hans Skjæbne.
B.S. Ingemann (1789–1862)
