Hæve vi Blikket over den synkende Orion, glimter den skjønne Capella os først imøde, hiin klare Stjerne af første Størrelse, som aldrig gaaer heelt ned over vor Synskreds; den blinker betydningsfuld i Kiddet eller Gedden paa Aurigas Skulder og ligesom peger paa den opstegne Ophiochus mod Øst, medens vort Øie endnu dvæler mod Vest over Orions Grav paa det store Mythebillede om Perseus og den fængslede Andromeda. I Mythens jordiske Skikkelse bliver den til Fjeldet lænkede Andromeda, der trues af Havuhyret (her den nordlige Fisk i Dyrekredsen) lykkelig befriet af Perseus, der med Gorgonens Slangehaarshoved paa sit Skjold bestiger den flyvende Pegasus og iler over Bjerg og Hav til den fængslede Skjønhed, medens hendes kronede Forældre Cepheus og Cassiopeia dvæle haabløst sørgende ved Fjeldet; hist vexler, som i Jordlivet, hastig Sorgen som Glæden; men idet hiint store Mythebillede hævedes til Firmamentet, blev Fangenskabets, Forventningens og den befriende Stræbens Moment det med Universet bestaaende. Den lænkede Prindsesse blandt Stjernerne bliver os saaledes den bundne Verdensskjønhed selv, hvis Befrielse er Aandens eller den evige Fornufts Opgave gjennem Phantasien. Men selv Verdens-Poesiens Perseus paa Universets store Pegasus kan aldrig alene fuldende Befrielsens Værk, idet han selv med den hele Natur ligesom maa forstene af Gru for Medusahovedet i hans eget Skjold. Han er selv indviklet i Tilværelsens store Gaade; han har begeistret vovet sig til Nattens Grændse og grebet ind i dens dybeste Hemmelighed. Han har selv sat Livsgaadens inderste sorte Grundkjerne til sit Skjoldmærke; men derfra udspringer hiin dybe Rædsel, der efter denne Anskuelse lammer og standser ham selv blandt de urokkelige Fixstjerner. Slangelokkernes Hvislen om Medusas blege Kind hviske om Tilværelsens Samfund med Dæmonuhyret, der omspænder og knuger Universet. (Braga kan heller ikke i den oldnordiske Mythe overdøve Rædselssangen om Odins Fostbroderskab med Loke i Tids Fødsel).
I Firmamentets Perseus saae Grækerne alt hiin Søn af Zeus, der fremkaldte Phantasiens Gangergrif af Gorgonens Blod og selv før den olympiske Minerva i genial Begeistring havde grebet Viisdomsægidens Skjoldmærke; han var dem Mythehelten, som tvang den i det ydre Liv fastgroede Atlas til forstenet at bære Verdensbyrden, medens han selv fløi fri over Hav og Olymp paa den nyfødte Pegasus med Livets gyldne Æbler i sin Haand. At han i sin kosmiske Betydning i Stjernesymbolet betegner den store evige Poesie, der gaaer igjennem Naturen og alle dens Verdner, dette synes ligesaa antageligt, som det er upaatvivleligt, at enhver dybere Poesie til alle Tider maa følge Perseus-Veien i sin Stræben. Hvo var Digter eller Konstner og stræbte ikke at befrie den i Endeligheden fangne Himmelskjønhed ved Erobringen af Livets gyldne Æbler og selv ved Vandringen til Nattens Grændse og Sjælens dybeste Afgrund, hvor Hippogriffen tragisk udspringer af Gorgonens Blod og Forfærdelsens Medusahaar omhvirvler os paa Himmelflugten over Afgrunden!
Under hiin store Stjernegruppe, hvor Cassiopeia bestandig sidder sørgende foroven og Andromeda-Lænken synes os evig som dens Verdner, hvor Perseus endnu staaer urokkelig med sit hævede Gorgon-Skjold, og Havuhyret truer bestandig lige nær — under hiin mythiske Hieroglyph for alle Tiders Henstirren paa den største Livsgaade, synes — fra det her valgte Standpunkt — Menneskeaanden i anelsesfuld Længsel efter Befrielsen at minde sig selv om den dybe uopløste Dissonants, der gaaer gjennem Naturen. Selv i Lyrens Fald med den dalende Grif (vultur cadens) og i Svanens tungsindige Neddukken i Himmeldybet (de to skjønneste Bisymboler i Poesiens Sphære) see vi fra hiint Romantikens Standpunkt en veemodig Bekræftelse paa, hvad vi med ydmyg Resignation maae erkjende, at det ligesaalidt er Verdens Poesie som dens Philosophie alene, der kan frelse den i Kampen ligesom forstenede Alverden. Hvad der i denne Anskuelse kunde synes at savne Gjenklang i den livsfriske græske Verdensanskuelse, kunde maaskee dog bringes i Samklang hermed ved Erindringen om hiin mythiske Sagnrøst, der med Bebudelsen af ”den store Pans Død” toner dybt og smerteligt gjennem Oldtiden.
