Slangenaturens tredobbelt gjentagne Billede i den nordlige Drage, den store Middelsphærens Verdensslange og den sydlige Himmelkugles Hydra fremstiller, efter den urgamle Grundforestilling hos Jordens ældste Nationer, det meest fremtrædende Symbol paa det Dæmoniske i Tilværelsen, der ligesom fra alle Sider omspænder og knuger Universet, medens det dog tillige indeslutter den dunkle gaadefulde Betingelse for Livsrørelsen og Kampen for det Uendelige i Endeligheden, hvorfor maaskee ogsaa den kuede Verdensslange tilsyneladende bæres, medens den holdes af sin Betvinger (Ophiochus). Nærmest til Dragens, Slangens og Hydraens dæmonisk fjendtlige Billedrække slutter sig Skorpionens store Billede i Dyrekredsen under Slangetvingerens Fod, samt Billedet af den halvdyriske Menneskenatur i Skytten (Sagittarius) der med sin Piil sigter mod den store Ophiochus’s Fod og mærkelig erindrer om Hødurbilledet i den nordiske Mythe. Ulven, Centauren, Cerberus og det omstyrtede Alter slutte sig ligeledes til Skorpionens Sphære1.
Hvorhen vi see paa det store Verdensbillede møde vi kæmpende Væsner, og Ideen om Universets store Kamp paatrænger sig os, idet tillige Haabet om en Fuldendelsens og Befrielsens Seier glimter os imøde, naar vi allerede i det Fjerne skimte den store aandelige (materiel vaabenløse) Hærfører blandt de Kæmpende. Medens Bestridelsen af den dæmoniske Natur næsten ene er overladt hiin Universbilledets høiere Centralfigur, Ophiochus, fremtræder Verdensaandens Kamp mod den stærke Naturmagt og vel mod Nødvendigheden selv (som Asernes Kamp mod Jettemagten og selv mod Nørnebestemmelsen i den oldnordiske Verdensanskuelse) i tre store Grupper, hvoraf hver for sig, efter nærværende Anskuelse, betegner en Hovedretning af Verdensaandens Udvikling gjennem Endeligheden. De tre Hovedfigurer i disse Grupper ere Orion, Perseus og Hercules.