Her boe vi nu i Huset, med skrøbelig Altan.
Vertinden er ei Enke, har heller ingen Mand.
Signora Giovanina med Søster Nanna her
De Danske vel beværter; de har Nationen kjær,
De prise Høviskheden i nordiske Natur,
Og aabne ubekymret os det velske Jomfrubuur.
I Sproget de os øve med Munterhed og Lyst,
Tit liden Nanna rører Guittaren ved sit Bryst:
„Chi dice mal d’amore” er hendes Yndlingssang,
Og Saltarella dandser hun ret skjønt til Guittarklang.
Halv Barn endnu i Sindet, hun vel naivt sig teer,
Og Søsterens Formaning letsindigt Barn udleer.
Naar til Jesuitterkirken hun hen at skrifte gaaer,
Hun ingen Synder huske kan; men Pateren er haard,
Og ei hun fra ham slipper før Alting er bekjendt;
Lidt op og ned paa Huset hun har forleden vendt.
Hun Søsteren har drillet, og truet med et Spring
Fra Loggien ned paa Gaden; men det var Ingenting:
Lidt furiosa er hun, og stundom lidt for fri;
Men det i Blodet stikker, og det er snart forbi.
De lystige Vertinder kan ei i Hovdet faae,
Hvorfor vi hele Dagen omkring i Byen gaae
Fra Konstner og til Konstner, fra Kirke til Palads,
Fra Pantheon til Forum og til St. Peters Plads.
De selv engang imellem har Vaticanet seet,
Og Engellændersværmen, den gabende, udleet.
Selv maae vi ofte smile, naar i et Gallerie
Med Bog og Leietjener en Lord os gaaer forbi,
Og seer om Alting findes, som det i Bogen staaer,
Hvert Malerie vurderer, og trøstig da bortgaaer.
Naar saa han alt har mønstret, og naar han kommer hjem,
Sin Dagbog han kan tage med vigtig Mine frem,
Og sige: Alt det saae jeg, hiin Dag jeg paa hiin Stund
Saae gode Malerier for henved tusind Pund.
— Originaler skuer man her ved hvert et Skridt,
Hans Sachses Oldefædre man troer at møde tit;
Og Riddertiden vandrer livagtig os forbi
I Konstens unge Dyrker paa Romantikkens Sti.
I Koften vel der stikker iblandt en Smule Vind;
Tit gammel Aand dog løber med i gamle Ungdomsskind,
Og hvor ei Koften lyver, hvor Skjæget taler sandt,
Jeg savner Modelænken ei, hvori Paris os bandt.
Her mangent herligt Billed Germanen har opstilt,
Hvor Oldefaderkonsten ei blues ved sit Skilt.
Gaaer stolt med classisk Snørliv hist gallisk Konst forbi,
Og roser sig af Smagen i tomt Akademie —
Opbygger mig kun lidet den nye velske Konst,
Og gik til Camucini og Landi jeg omsonst —
Germanen sidder stille med Bibelen i Haand,
Og søger der en hellig, men ingen classisk Aand.
Lad Tiden først udvikle det Konstens gamle Frø,
Her fromme Haand nedlagde, og lad den Aand ei døe.
Som her i Stilhed røres, og stræber frem til Liv,
Vist over Konstens Chaos da høres skal et: Bliv:
Kan Tiden sig tilegne, med nye Kraft gjenfødt,
Hvad hos de Gamle leved, ei blot hvad der er dødt;
Vil Krøniken optegne, hvad Flyvebladet nu
Ved Kaffebordet stundom vil bringe os ihu;
Naar da van Eyk man Ærer, og haaner Dürer ei,
Maaskee dit Navn Cornelius betegner nye Vei,
Hvor Veiters, Owerbeckers og Eberhardters Navn
Af en Vasari sluttes i Eftermælets Favn.
— Men glemmer du det Store, og dvæler ved det Smaa?
Canovas Mesterværker du henrykt dog vel saae?
Fast Øiet han mig blænder, hans Billeder har Glands;
Men kold paa fransk Cothurne han beiler med sin Krands.
Forslidt er ham Antiken, Naturen for gemeen,
Og slet og ret ei Helten maa staae paa sine Been;
Han flyve maa og rase, og gjøre stærk Effekt,
Det simple, roligt Store, er ei for denne Slægt.
Skal nu Herakles more, saa maa man see ham gal,
Og Dandserinden springe, naar hun henrive skal.
Af Skuespillet klapper hver velsk og gallisk Haand;
Dog søger Alvorsblikket ei blotte Liv, men Aand,
Vil reen Natur du skue i gjenfødt classisk Konst,
Til den moderne Afgud du stirrer hen omsonst.
Vel har sig her Plastikken forvildet paa sin Vei;
Til Liv den dog er vaagnet, det glemmer Verden ei,
Og Tiden ei afvrister Canova vundne Krands,
Selv naar den meer ei blændes af Politur og Glands.
Naar Mesteren vildfarer, ham følger Hoben stor;
Men Genien staaer stille, og varsles ved hans Spor.
Derfor nu Øiet hviler saa roligt og saa fro
Paa Genien fra Norden, som blev de Gamle tro,
Men sprængte dog med Vælde hver akademisk Muur,
Og fulgte kun som Mester Guds evige Natur.