B.S. Ingemann (1789–1862)

Thorvaldsens Værksted

[Alexanders Triumftog — Venus med Æblet — Gratierne — Amor og Mars — Jason. Mercur, som overlister Argus — Minerva, som fatter Sommerfuglen paa Prometeus’s Billedstøtte — de legende Børn — Scener af Homer — christelige Basrelief — Dagen og Natten.]

    I Triumf fremtræder
Med Skjønhedskrandsen,
Og med Helteskaren fra Vaabendandsen,
    Som en Engel i Marmorklæder,
        Seirens herlige Moe.
        De gamle Tider skal aldrig døe;
Et Triumftog skuer
        Roma endnu,
        Kommer Kæmpernes Dage ihu,
. Hvor fra Karm Philipiden truer.
    Over Kæmpen dog luer
        Fredsalige Stjerne:
Paa Muren hendrager den Helt fra det Fjerne
    Under Konstens evige Seiersbuer.

Og seirende med Genien fremtræder
    De gamle Guder selv med Skjønhedskronen;
    Ei for at hæve sig paa Himmelthronen,
Ved Thronens Fod de staae i Uskyldsklæder.

De stige op af Tidens dunkle Strømme,
    I Evighedens Stjerner Blikket stirrer;
    Ei Afgudsskaren Sjælen meer forvirrer,
Men smiler skjønt gjenfødt som Barndomsdrømme.

I hviden Marmor Aphrodite smiler.
    En Skjønhedsengel fra de svundne Tider;
    Fra hellig Barm vanhelligt Blik bortglider,
I Haanden rolig Seirens Æble hviler.

Hist Huldgudinderne staae armslynged.
    Olympisk Guddomsro hver Qvinde fornemmer.
  Til deres Fod har Genien sig klynget,
Og Barnehaanden Elskovslyren stemmer.

        Hvorhen jeg Blikket vender.
            En Seier Aanden feirer;
        Her fro jeg Barnet kjender.
            Som over Guder seirer:
Selv Kampens store Heltegud han tvinger,
Og prøver Pilen med sin Barnefinger.

        Med Hjelmen og med Sværdet
            Jeg Argonauten skuer;
        Chimæra svandt forfærdet,
            Ei Helten mere truer;
Han rolig Seirens store Septer hæver,
Det gyldne Skind paa Heltearmen svæver.

        Ved tusindøiet Drage
            Hist Guden sidder stille.
        Beredt sit Sværd at tage,
            Og fort paa Fløiten spille.
For Konsten tusindøiet Klogt indblunder,
For Himlens Viisdom bukker Verdens under.

      Og see en herlig Qvinde
            Til Konstneren indtræder;
        Ham leder en Gudinde
            Til Seier og til Hæder.
Hans Værk var Leer — en Guddom Sjælen bringer
Fraoven ned med Sommerfuglevinger.

        Og Liv og Sjæl bevæger
            De Stene underlige:
        Her Børneskaren leger
            Som Engle fra Guds Rige;
Og hvad Homerus saae og sang iblinde,
I Steen sig røre skal fra Borgens Tinde.

        — Dog Guderskaren svinder,
            Som Drømme fra det Fjerne,
        For Korsets Seiervinder
            Hist under Østens Stjerne.
Ved Graven Qvinderne her om ham græde,
Hist den Opstandne Salige tilbede.

        En Verden her sig rører,
            Fra Stene Toner klinge —
      Steenharpens Klang jeg hører,
            Seer Digtningen sig svinge
Fra Jord til Himmel, viftende med Krandsen,
Som Dagen lys, som Nat i Stjerneglandsen.

Dagen.


Flyv, gjennem Skyer flyv paa Serafvinger,
Du Himmelmøe, som Morgenrøden bringer!
Strøe Paradisets Blomster over Jorden;
Forklart ved dig dens Herlighed er vorden.
See Livets muntre Genius sig hviler
I Flugten paa din Skulder glad, og smiler;
Han følger dig paa Barneenglens Vinger,
Og høit i Flugten Lysets Fakkel svinger.
Flyv lystelig fra Gry til Aftenrøde!
Lad Livet røre sig og Hjertet gløde!
Lad Englevingen Taagerne bortlufte!
Lad Himmelblomsterne paa Jorden dufte!
De flagre hen — de flye for alle Vinde —
Snart vil og du, o Himmelske, forsvinde;
Men flyv, vær glad, og smiil mens du bortiler!
Den vakte Aand ei slumrer meer og hviler;
I Lysets Glands den Livets Engel følger.
Til atter Nattens Slør dit Aasyn dølger.
O, falme da og dine Blomster alle;
Et Frø maaskee dog vil til Jorden falde,
Som spire kan til Lys og Liv gjenkommer,
Og blomstre frem i Evighedens Sommer.

Natten.
    Stille, dalende hensvæver
    Søvnens Moder gjennem Luften;
    Sagtelig et Vindpust hæver
    Lokkerne med Valmudduften;
Let hun blunder, sødt hun drømmer,
Mens hun gjennem Luften svømmer.

    See, ved hendes Hjerte hvile
    Børnene saa sødt og blunde,
    Drømme underfuldt og smile,
    Drømme at de flyve kunne.
Klynget tæt til Moderbarmen,
Flyve, svæve de paa Armen.

    Hvi maa du dit Hoved bøie?
    Moder, seer du ei foroven
    Stjerner funkle i det Høie;
    Maanen glider over Skoven,
Bjerget klæder sig i Taager,
Jorden blunder, Himlen vaager.

    Ogsaa du maa Øret lukke,
    Borer Kinden mod de Spæde,
    Lytter, om de ikke sukke.
    Om de ei i Drømme græde;
Nei, de hvile taus og rolig,
Med din stille Flugt fortrolig.

    Vil du vide hvad de drømme.
    Lyt til Hjertet hos den Lille!
    Livets Kilder i det strømme,
    Det er ikke taus og stille.
Søvnens Engel seer i Blunden
Lyse Glimt af Morgenstunden.

    Dagens Herlighed og Glæde,
    Mennesker i spraglet Vrimmel,
    Bjerg og Dal i Blomsterklæde,
    Grønne Jord og lyse Himmel,
Livets muntre Engleskarer
Dandsende forbi ham farer.

    Dybt alvorlig Broder blunder,
    Venter her ei Morgenrøden,
    Høiere hans Længsel stunder,
    Ei om Jorden drømmer Døden;
Ei han vaagne skal hernede.
Over Stjerner boer hans Glæde.

    Dybt han ahner, fjærnt han skuer
    Glimt af store Morgenrøde:
    Om den Sol, som evig luer,
    Og om Livet hos de Døde,
Lyset, som fra Gud udstrømmer,
Derom Dødens Engel drømmer.

    — Svæv kun hen, og blund i Luften!
    Blund og drøm med dine Spæde!
    Spred fra Lokken Valmudduften!
    Luk hvert Øie til hernede!
Jordens Fryd og Dagens Kummer
Skjul, o Nat, i venlig Slummer!

    Ogsaa jeg vil med dig blunde,
    Drømme at jeg med dig svæver:
    Over Dal og dunkle Lunde,
    Over Bjerget jeg mig hæver,
Glider sælsomt i det Høie,
Flyver hen med lukket Øie.

    Som de Engle smaa jeg klynger
    Til dit Hjerte mig fortrolig;
    Verdens Sorg mit Bryst ei tynger:
    Sjælen flyver let og rolig,
Drømmer om sit svundne Eden,
Drømmer sødt om Evigheden.